»Det her smager virkelig, virkelig godt – føj for en ulykke!«. Mette Dahlgaard, køkkenchef på den anmelderroste grøntsagsrestaurant Gemyse, bander på nordjysk over, hvor godt brødet fra det østerbroske bageri Juno smager.
Juno åbnede i december sidste år og blev hurtigt kendt som hipsterbageren med de lange køer, der strakte sig mange meter ned ad Århusgade. Men bageriet med rødder i Noma har åbenbart noget at have populariteten i. Et synlig bevis på, hvor meget hype der pludselig var kommet omkring brød i det evigt rastløse Gastrodanmark.



























