Min mand elsker brætspil og har en klub, hvor han spiller med en ven. De går meget op i, hvem der vinder. Jeg hader brætspil og spiller kun spil, jeg har chance for at vinde (læs: ældre udgaver af Trivial Pursuit, hvor kendskab til klassisk musik og klassisk litteratur er vigtigt), og jeg tager det ikke pænt, når jeg taber, så måske var vi ikke det bedste par til at teste Fog of Love.
Men vi går i gang. Stiller op, pakker ud. Der er mange brikker og mange bunker med kort at placere. Spillet er opbygget, så man trækker infokort undervejs og på den måde lærer spillet. I den bedste af alle verdener i hvert fald, for før man selv spiller, skal man vide, at det er et avanceret spil med mange funktioner, hvor der skal holdes styr på mange begreber, mens man gennemlever et parforhold.




























