Danske pensionsselskaber krævede særlig skatteaftale med kontroversiel australsk investor.

Skattetanker: Pensionsselskaber blev fanget i moralsk dilemma

Lyt til artiklen

Det var ikke populært, da australske Macquarie Group i februar 2018 købte den dominerende aktiepost i telekoncernen TDC.

Og det vakte opsigt, at købet skete i samarbejde med tre danske pensionsselskaber, ATP, PFA og PKA. Sidstnævnte håndterer pensionsordninger for en række offentligt ansatte som for eksempel sygeplejersker, socialrådgivere og fysioterapeuter.

Da Politiken og DR i efteråret kunne afsløre, at Macquarie Group var involveret i at låne penge ud til spekulation i udbytteskat i Tyskland, kom det bag på australiernes danske partnere.

I en fælles udtalelse skrev de tre selskaber, at »de oplysninger, vi har fået fra Politiken, er nye for os. De gør indtryk og indgår i vores samlede billede af Macquarie som fremtidig investeringspartner«.

Det var nu et andet tema, som optog sindene for et år siden, da TDC blev købt. Macquarie-koncernen investerede nemlig i TDC via et selskab i Luxembourg. Det gav mulighed for at trække udbytte ud af selskabet i Danmark og skattefrit videre til et skattelyland.

En særlig aftale

Derfor indgik konsortiet af Macquarie, ATP, PFA og PKA en skatteaftale, som skal forhindre, at der bliver trukket udbytte ud af TDC. Kort fortalt betyder aftalen, at der betales skat i Danmark. Det sker blandt andet ved, at kildeskatten tilbageholdes af konsortiet, der afregner med Skat.

Der skal også være flertal i konsortiet for at udbetale udbytte, hvilket de facto betyder, at der ikke kan udtages udbytte, uden at de danske konsortiemedlemmer er indforståede.

Sagen er et eksempel på, at skat og ikke mindst skattemoral er rykket længere op på dagsordenen.

»Vi var på forkant ved at kræve af Macquarie, at den skattestruktur, som de anvender, er forhåndsgodkendt af de danske skattemyndigheder«, siger investeringsdirektør Michael Nellemann fra PKA.

I Danmark er Macquarie Group bedste kendt, fordi de i 12 år ind til 2017 var hovedaktionær i Københavns Lufthavne og trak sig ud med en gevinst på omkring 12 milliarder kroner, da aktierne blev solgt til ATP og en canadisk pensionskasse.


Michael Olsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her