Hos syv ud af ti familier i Danmark ordner opvaskemaskinen det snavsede service, men det betyder ikke, at viskestykkerne er blevet arbejdsløse. Der skal tørres efter, og mange ting bliver stadig vasket og tørret i hånden. Salaten drypper af på et viskestykke, brøddejen dækkes, og måske har hænderne deres eget viskestykke til aftørring.
Det behøver ikke at koste alverden at udstyre husholdningen med viskestykker. I Politikens test af seks forskellige slags koster de billigste 4,75 kroner stykket.


























