På et år er der kommet knap 40 procent flere lejligheder til salg i København. Men det kan endnu ikke mærkes på udbudspriserne.

Ejerlejlighedssælgere sætter høj pris, selv om usolgte boliger hober sig op

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Hvis du har en lejlighed til salg i hovedstaden, har du sikkert opdaget det:

Selv om renten aldrig har været lavere, holder køberne sig tilbage.

Rentefrit evighedslån skal hjælpe pensionister og unge, der får afslag i banken

Det betyder, at bunken af usolgte lejligheder bliver højere og højere. Tendensen ses i hele landet, undtagen på Fyn og resten af region Syddanmark.

Gældsfaktoren luger ud i køberne

Men mest udtalt er den i hovedstadsområdet, hvor der nu er 37 procent flere lejligheder til salg, end der var for et år siden.

I alt har køberne nu 4.458 lejligheder at vælge imellem i regionen, viser en opgørelse fra ejendomsmæglernes side Boligsiden.dk.

Hovedforklaringen er det nye begreb ’gældfaktor’. Det vil sige, at bankerne som udgangspunkt ikke længere må låne folk et beløb til boligkøb, så deres samlede gæld overstiger deres årlige husstandsindkomst gange fire.

Væk med gæld, ind med frihed: Jane betalte boliglånet tilbage på to et halvt år

For eksempel: Tjener et par 800.000 kr. tilsammen, og har de et banklån på 200.000 kr. i forvejen, vil de maksimalt kunne låne 3 millioner til en bolig.

En bremse

Hensigten med denne restriktion er bl.a at dæmpe prisstigninger. Og det virker, fordi færre har mulighed for at købe.

»Lånestramningerne har været som en bremse for prisudviklingen på trods af en periode med lav rente. Det gælder særligt på det københavnske lejlighedsmarked«, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk

Den mest omfattende analyse bekræfter det: København er kun for de rigeste, og det fortsætter

Man skulle tro, at den kraftigere konkurrence om at komme af med sin lejlighed til de færre potentielle købere så fik sælgerne til at sætte en lavere pris.

Men det er der ikke noget, der tyder på - endnu.

»Vi kan se, at udbudsprisen har været svagt stigende på trods af, at der er kommet flere lejligheder til salg«, konstaterer Birgit Daetz.

Kom med et bud

Som køber bør du derfor kunne handle prisen på en lejlighed ned i øjeblikket. Og nedslagenes størrelse er da også i stigning, siger hun.

»Men er man ikke en hård forhandler, der kender markedet, vil man helt naturligt tage udgangspunkt i udbudsprisen«.

REGION ANTAL BOLIGER I UDBUD MÅNEDLIG ÆNDRING I PCT. ÅRLIG ÆNDRING I PCT.
Hele landet 8.060 -1,0 % 26,1 %
Hovedstaden 4.458 -0,2 % 37,1 %
Midtjylland 1.455 0,3 % 20,6 %
Nordjylland 779 -3,5 % 24,2 %
Sjælland 540 -4,6 % 15,6 %
Syddanmark 828 -2,7 % -1,7 %

Kilde: Boligsiden.dk


Dorthe Lønstrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her