Lyt til artiklen
Da jeg var single og først i 30’erne, havde jeg en veninde, der var det samme. Hun var min faste livline på trætte, triste søndage af slagsen, hvor det føltes, som om hele byen var fyldt med lykkelige par, og jeg måtte rømme mig for at sige ’på beløbet’ i Irma, fordi jeg ikke havde talt med nogen i flere døgn. Det var hende, jeg ringede til, før jeg satte mig på gulvet og græd, og hun sagde altid det samme:
»Roder det hos dig? Har du ryddet op og vasket gulv og købt blomster? Prøv det, og ellers ring igen. Så finder vi ud af det«.
