De seneste fem år har jeg set Vesterbro vågne ved 6-tiden; hvor kun skraldemænd, avisbude, hundeluftere og travle lønmodtagere på cykel fylder byens gader. Set morgentrætte ansigter, der stadig var krøllede af søvnen, fulderikker, der var krøllede af mangel på søvn. Livet, lige der på kanten mellem dag og nat.
Jeg har set efteråret snige sig langsomt ind på sensommerens dybgrønne blade, set Frederiksberg Allé gyldnes og mærket luften og lyset blive klarere og koldere. Vintermørket, der slog om kroppen, og så nu, i disse uger, foråret som et mirakel, der sker år efter år; der bruser og kommer buldrende, elegant som en ballerina, insisterende som en bølge.




























