Jeg går på arbejde stort set hver dag. Og hjem igen. En kort tur ad Vesterbrogade, hvor jeg når at høre lidt podcast, tænke på mine opgaver, på, hvad vi skal spise, eller bare endnu en gang benoves over, hvor smuk København er i solnedgangslys, hvor fine træerne er, når de springer ud, og at jeg åbenbart aldrig bliver for gammel til at drømme om at gå i Tivoli med turpas og tid til at prøve alle forlystelserne.
Og så går jeg forbi tomme butikker, hvor hjemløse er flyttet ind i vindfangene et par steder, hvor butikkerne er lukket. Det er de samme ansigter, der vender sig spørgende mod mig, når jeg passerer dem morgen og aften. En mand tæt på mit hjem ser altid vred ud, en anden virker venlig og smilende. En ung pige er bare træt. De har små krus stående, man kan kaste mønter i. Nogle har et par blade liggende, som ingen køber. Jeg plejer at smile til dem. Og måske nikke lidt. Hvis jeg har mønter i lommen, får de dem.
