Det kræver en landsby at opfostre et barn, siger man. I en tid, hvor begge forældre arbejder ude, og bedsteforældre ikke altid er hverken om hjørnet eller til rådighed, har min drengs børnehave været min. En uges tid efter efter påske begynder han i skole, og vi skal sige farvel til det fællesskab, som vi har været så velsignede at være en del af, siden han var et år og to måneder. Så heldige er ikke alle.
I den forgangne uge gik forældre i hele landet på gaden for at vise deres desperation over de forhold, vores velfærdssystem byder vores mindste og dem, der skal passe dem. I Politiken fylder skrækeksempler på dagligdagshistorier fra daginstitutionerne debatsiderne. Pædagoger siger op, og højtuddannede kvinder sætter deres arbejdsliv på pause, fordi det ikke længere er forsvarligt at aflevere sit barn til pasning, hvis ikke man får plads i en af de institutioner, som endnu ikke er blevet ødelagt af sparekrav.
