Artiklen her har brug for to indledninger. Den første skal afmontere Jørgen og Mitzi Svenstrups frygt for at fremstå som perfekte forældre til et perfekt barn, »for det er vi jo ikke, selv om projektet indtil videre ser ud til at lykkes«. Selvgode forældre kan blokere for ethvert budskab.
Den anden skal vise, at det ikke altid har været så let, som det måske kan se ud, at holde sig til den strategi, som parret i professionel sammenhæng benytter i coachingfirmaet EmpowerMind. I familien er der jo stærke følelser på spil. Som f.eks. angsten for, at der skal ske Amelina noget.
Den lammede dem, første gang de så hende, nemlig da de hentede deres adoptivdatter hos en plejemor i Jylland. Kvinden lå på gulvet og kastede den fire måneder gamle baby så højt op i luften, at hun næsten ramte loftet. Hun greb pigen sikkert, og Amelina hvinede af fryd.
»Det var vildt langt ude; vi kunne næsten ikke få vejret. Siden har vi mange gange måttet sidde på vores hænder for at give Amelina den frihed, som vores forstand er overbevist om er rigtig, men som følelsesmæssigt kan være svær at håndtere«, siger Jørgen Svenstrup i telefonen, inden vi mødes til fotografering i familiens hjem i Vangede.
