Sidste weekend tilbragte vi i familiens sommerhus under svajende graner og birketræer med blade, der i tusindtal vendte sig i vinden. Brød bagt på bål, kortspil og en lidt for lang gåtur langs vandet hørte også med, og om aftenen blev der stille. Så stille, at jeg tænkte, at noget var galt, indtil jeg så min 8-årige datters efterhånden store hænder med et fast greb om en bog, som hun var i gang med at fortære. Hun lå på ryggen på sengen med ansigtet skjult bag den opslåede eventyrbog, og jeg kunne høre hende hviske sætning efter sætning som tegn på, at hun ikke kan læse indenad endnu. Men hun læste.
Det burde egentlig ikke komme bag på mig, for hun læser i skolen hver eneste dag, men alligevel var det overraskende, at jeg nu er far til en pige, der læser bøger. To styk slugte hun i løbet af vores weekend, og hendes mor og jeg havde svært ved at skjule vores stolthed, der var skræmmende tæt på at udvikle sig til en form for helgendyrkelse. »Vores barn læser bøger, for fanden!«, sagde vi til hinanden og belærte hende på kedelig voksenfacon om, at »der nu åbner sig en hel verden af historier, og at der er så mange fantastiske bøger i verden, at man ikke kan nå at læse dem alle på et langt liv«. Vi var uhyggelig tæt på ren overvågning, da barnet vendte de sidste blade i fortællingen og kunne klappe bogen sammen med et stolt smil, der strakte sig fra væg til væg i sovekammeret.
