Lyt til artiklen
Katarina Raafeldt glemmer aldrig den dag, hun flyttede hjemmefra. Hun havde lige sagt farvel til sin mor, smilet og krammet, glædet sig over, at det var lykkedes at finde en bolig på Amager, og så var hun kørt ud i livet på sin cykel, mens hun prøvede at kvæle sin trang til at tudbrøle.
»Jeg var så tæt på at knække. Men jeg vidste bare, at hvis jeg brød sammen, så ville jeg løbe op til min mor i lejligheden og bede om at få lov at sove der en nat mere. Jeg følte, at jeg skulle være så voksen uden at være det, og jeg troede aldrig, jeg skulle flytte hjem igen«.
