Det skulle have været en hyggelig morgen på vandet, da vi fra stranden ved sommerhuset stævnede ud i vores jolle for at se, om der var gået fisk i det bundgarn, vi havde placeret mellem to røde bøjer aftenen inden et par hundrede meter fra land.
I båden var min kæreste, jeg selv og min kære vens søn på 12 år. Nu skulle vi lære ham, hvordan man kan bruge naturen som spisekammer i stedet for at købe det sædvanlige våde hakkekød og lave bolognese. Vi havde været tidligt oppe og var vandret ad små stier til vandet, inden vores familier var stået op. Vi glædede os til at komme triumferende tilbage med favnen fuld af fisk. Selvhøjtideligt havde jeg i mit hoved en prædiken kørende om, hvordan vi af hensyn til klodens og vores fælles fremtid er nødt til at udnytte de ressourcer, der byder sig til i hobetal under overfladen.
