Lyt til artiklen
Da jeg var barn, gik min mor til yoga, min far spillede fodbold på et oldboyshold, men jeg gik ikke til noget. Jeg gik på biblioteket, og i gymnastiktimerne i folkeskolen husker jeg bedst, hvor ondt det gjorde, når man blev ramt i høvdingebold, og fornemmelsen af, at det der med at lære at klatre i tov var for folk, som havde arme, der var indrettet anderledes end mine. Jeg kunne ikke. Jeg kunne heller ikke nå gulvet, hvis jeg bøjede mig ned og strakte mine hænder, og jeg kunne ikke lave en mavebøjning.
Jeg var faktisk ret håbløs til alt, hvad der er fysisk, og det er jeg i grove træk stadigvæk, selv om jeg er blevet 44 år gammel, og det er en af mine største ærgrelser og noget af det, jeg er allermest ked af.
