Der gik kun et minut, fra jeg stod med min mobiltelefon i hånden, til den var forsvundet ud af min varetægt. På den korte tid havde jeg selv nået at lægge den i tasken, og en vaks og tarvelig taskenspiller havde fisket den op igen. Så stod jeg der i Palma på Mallorca uden min fuldstændig uundværlige lommecomputer.
Normalt er der ikke længe imellem, at min mobiltelefon befinder sig i min hånd. Den bliver brugt til at tage billeder, lytte til radio, podcasts og musik, læse aviser og gå på sociale medier, skrive og modtage mails og andre beskeder, og ja, jeg ringer også til folk. Call me oldfashioned.




























