Lyt til artiklen
Kære Anders
Jeg ved godt, hvorfor jeg ikke har skrevet, selv om jeg lovede at begynde korrespondancen, vores tur ind i mørket. For jeg ved præcis, hvornår mit liv ændrede sig.
En dag for 12 år siden, først i oktober, hvor jeg led af kærestesorg og var ulykkelig på sådan en sær klistrende måde. Jeg stod ved søerne, solen faldt skævt og gyldent ind imellem grenene, hvor der stadig sad blade i flammende farver, mine fødder sparkede i dem, der lå på jorden, himlen var blå, og jeg kan huske fornemmelse af at tænke: ’Åh, det er pænt’.
