Det er ren utopi at tro, at danskernes enorme gæld til de offentlige kasser kommer tilbage i statskassen. Eftergiv den mest håbløse gæld, lyder anbefaling fra skatteekspert.

Opråb fra skatteekspert: Slet noget af danskernes milliardgæld – I får alligevel aldrig pengene hjem

i 2015 måtte Skat opgive det digitale inddrivelsessystem EFI -  det har fået borgernes gæld til de offentlige kasser til at eksplodere.
Nu er det Gældsstyrelsen, der har overtaget ansvaret for inddrivelsen. .
   Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
i 2015 måtte Skat opgive det digitale inddrivelsessystem EFI - det har fået borgernes gæld til de offentlige kasser til at eksplodere. Nu er det Gældsstyrelsen, der har overtaget ansvaret for inddrivelsen. . Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Lyt til artiklen

Ubetalte togbøder, underholdsbidrag, skatter, parkeringsafgifter og tv-licens. Vores gæld til de offentlige kasser er gået amok og har nu passeret 120 milliarder kroner.

Men det er ikke fordi, at vi bliver dårligere til at betale vores regninger. Forklaringen er først og fremmest, at myndighederne stadig ikke har fået styr på inddrivelsen af danskernes offentlige gæld.

Gæld steget 40 mia. på 4 år

I 2015 kollapsede det digitale inddrivelses-system EFI. Siden da er den offentlige gæld steget med 40 milliarder kroner, og den vokser fortsat.

Men frem for at lade gælden vokse videre, bør regeringen og Gældsstyrelsen sætte alle kræfter ind på at analysere milliardgælden og fjerne alle de gamle, håbløse gældsposter, der ligger i bunken.

Danskernes gæld til staten vokser igen med milliarder

Det er meldingen fra skatteeksperten Henning Boye Hansen, efter at skatteminister Morten Bødskov (S) i sidste måned måtte fortælle offentligheden, at der stadig ikke er styr på inddrivelsen af den offentlige gæld – heller ikke på det nye it-system, der skal være krumtappen i gælds-inddrivelsen.

»Det er det rene galimatias at tro, at man nogensinde får inddrevet de 118 milliarder kroner. Vi er nødt til at starte forfra, og første skridt er at få barberet gælden ned til en realistisk størrelse, der også rent faktisk kan inddrives og hentes hjem til statskassen«.

»Det kan ikke hjælpe noget, at vi bruger 200 kroner, hver gang vi inddriver 100 kroner. Der skal ryddes op, så det kan mærkes, hvis vi nogensinde skal komme videre«, siger Henning Boye Hansen, der er chefkonsulent i BDO.

Man skal ikke undslippe sin gæld

Det er for nemt for politikkerne at hidse sig op over de 120 milliarder kroner, som er ude at svømme, uden at de interesser sig for, hvordan gælden er sammensat, »hvad det er for mennesker, der gemmer sig bag tallene, og om de overhovedet har mulighed for at betale«, siger Henning Boye Hansen.

Også skatteeksperten, advokat Eduardo Vistisen efterlyser en omfattende oprydning i gældsmassen:

»Jeg tror faktisk, at den proces er i gang allerede. Det er bare en vanskelig opgave. For på den ene side skal man ikke blive ved med at jagte håbløse fordringer og forlænge forældelsesreglerne i det uendelige. Og på den anden side må det heller ikke være sådan, at man bare kan slippe for at betale sin gæld til det offentlige«, siger han.

Sidste jul fik titusindvis af danskere eftergivet offentlig gæld for et samlet beløb på 5,8 milliarder kroner som et led i Gældsstyrelsens enorme oprydningsarbejde.

Her var det borgere med lave indkomster, blandt andre dagpengemodtagere og førtidspensionister, der fik strøget deres gæld i en erkendelse af, at de under alle omstændigheder ville have svært ved at betale deres regninger.

Brug for ny gælds-amnesti

Eftergivelsen omfattede ældre gældsposter med lav værdi, hvor Gældsstyrelsen vurderede, at omkostningerne ved at inddrive gælden vil overstige gældens reelle værdi.

»Jeg er sikker på, at man kan gentage den øvelse i langt større skala, men det kræver, at man får en meget mere præcis analyse af gælden og de mennesker, den omfatter. Vi har forsøgt at få styrelsen til at udlevere mere præcise oplysninger af den type. Men det kan desværre ikke lade sig gøre«, siger Henning Boye Hansen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Gældsstyrelsen eller fra skatteministeren.

Michael Olsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her