Lad mig slå fast med det samme: Selvfølgelig er det mit eget ansvar at sørge for at få mest muligt ud af de beløb, jeg har stående i banken. Men når det er sagt, er det mig ubegribeligt, at min såkaldte bankrådgiver ikke bremsede min idioti. Eller i det mindste gjorde mig opmærksom på, at jeg med betragtelig økonomisk fordel kunne placere en mellemstort beløb et andet sted end på en nyoprettet ’opsparingskonto’ – det står i gåseøjne af en grund.
Sagen er den, at jeg gennem et års tid oparbejdede et for familien tryghedsskabende beløb på min lønkonto. Det skyldes en række – helt lovlige – omstændigheder kombineret med en uvant sparsommelighed, jeg ikke skal komme nærmere ind på her. Jeg tænkte, at det næppe var det smarteste at have pengeposen stående på en lønkonto og spurgte min rådgiver i banken, om hun ikke ville oprette en opsparingskonto. Jeg havde en naiv forestilling om, at jeg ville få mere ud af dem der, men set i bakspejlet burde jeg have kontaktet et par af mine jura- eller økonomikyndige venner, der formentlig havde givet mig mere lukrative forslag.
