Til de første stævner følte jeg mig som en ubuden gæst i svømmehallen. Jeg stod lidt ude i siden i en kødrand af andre mennesker og strakte hals, når det var min datters tur til at springe på hovedet i klorvandet og piske vandet til skum i en 50 meter crawl. Ubuden, fordi pladsen var trang, og jeg gik i vejen for andre, der havde vigtige opgaver i forbindelse med stævnet. Jeg var en hund i et spil kegler. Og havde alt for meget tøj på; der er jo varmt i sådan en hal.
Men min placering i yderkanten af periferien ændrede sig for nylig, da en af de mere rutinerede svømmeforældre skubbede brillen en centimeter ned på næsen, søgte øjenkontakt og hørte, om jeg ikke lige skulle få taget modul 1 og blive tidtager til stævnerne? Det kræver en forklaring for de uindviede, men det vigtigste var, at i løbet af nul komma fem befandt jeg mig i en verden af stopure, splittider, lister over heats, anbefalinger om korrekt påklædning i svømmehallen og principper om upartiskhed og andet godt.
