Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Flere undersøgelser viser, at forbrugerne skal gøre deres forarbejde, før de shopper black friday-tilbud. De særlig gode tilbud er svære at finde.

Pas på: Butikker skruer priser op for at kunne sætte dem ned til black friday

Black friday kom til Danmark for cirka seks år, hvor Kolding Storcenter var blandt de første til at 'fejre dagen'. på billedet slæber kunder varer ud fra Fields sidste år. Foto: Jonas Olufson
Black friday kom til Danmark for cirka seks år, hvor Kolding Storcenter var blandt de første til at 'fejre dagen'. på billedet slæber kunder varer ud fra Fields sidste år. Foto: Jonas Olufson
Lyt til artiklen

Slå til nu’ og ’Det bliver ikke billigere’.

Fredag er det black friday, som skyder årets julesalg i gang med det, der kan blive årets største handelsdag. Butikker kæmper derfor for at lokke forbrugere til, men det er en hård kamp at overbevise kunderne om, at handlerne er gode.

I en rundspørge, som analysebureauet Kantar har lavet for PriceRunner, svarer mere end halvdelen, at de ikke har tillid til butikkernes tilbudspriser. 1.084 forbrugere er blevet spurgt, og kun 26 procent siger, at de stoler på butikkernes udsalgspriser, mens 19 procent svarer ’ved ikke’, og 55 procent svarer nej til, at de har tillid til tilbudspriserne.

»Det er betryggende, at de danske forbrugere er så fornuftige, at de ikke stoler på tilbuddene«, siger Vagn Jelsøe, der er vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

Flere undersøgelser tyder nemlig på, at forbrugerne har grund til at tvivle på, om butikkernes tilbud nu er så gode.

Which, der er det danske Forbrugerrådet Tænks engelske søsterorganisation, har for nylig offentliggjort en undersøgelse af priserne før og efter black friday 2018. Which fulgte priserne på 83 produkter og fandt ud af, at kun 4 af produkterne var billigst på black friday.

74 procent af produkterne kunne købes til samme eller lavere pris i løbet af de efterfølgende seks måneder. 61 procent af produkterne havde Which fundet til samme eller lavere pris i de foregående seks måneder.

Kører priserne op

PriceRunner, der ranglister priserne i 7.400 danske og udenlandske butikker, foretog sidste år et pristjek, der bakker op om Whichs analyse og viser, at det også gælder danske priser.

»I efteråret 2018 så vi, at prisen på hvert 10. produkt blev hævet med 44 procent i gennemsnit blot for at tage et dyk til black friday«, siger Martin Andersen, der er direktør i PriceRunner Danmark og har arbejdet med prissammenligning siden 2000, hvor han som hobby begyndte at samle priser på computerudstyr.

»Det er en metode, butikker bruger for at give indtryk af, at priserne er bedre, end de virkelig er«, siger Martin Andersen.

PriceRunner får flere gange dagligt tilsendt priser fra halvdelen af butikkerne, mens websiden selv henter priserne fra de øvrige butikker, der kan betale for link og logo, men ikke for at komme øverst på ranglisten.

Igen i år lægger PriceRunner op til en analyse af priserne og har denne gang fulgt 35.000 produkter. De er i perioden fra 1. september til 20. november i gennemsnit steget 0,8 procent i pris.

14 procent af produkterne er steget med 29 procent. PriceRunner forventer derfor, at disse produkter bliver sat ned i forbindelse med black friday. Det er blandt andet produkter som højtalere, hudpleje, lamper og hårde hvidevarer.

Forbrugerrådet Tænk har tidligere undersøgt priserne på fladskærme, og analysen viste, at under en tredjedel af de undersøgte fladskærme var billigere på black friday.

»Det er beskæmmende, at vi endda har set selv store og respektable butikskæder overtræde reglerne, når de markedsfører ting som tilbud, selvom der ikke nødvendigvis er tale om tilbud«, siger Vagn Jelsøe.

»Det er snarere reglen end undtagelsen, at man kan gøre lige så gode handler på andre tidspunkter end black friday. Det er meget få produkter, man ikke kan købe billigere en anden dag«.

Vagn Jelsøe påpeger, at der ikke nødvendigvis altid er noget ulovligt i det, butikkerne gør. For at en vare kan få status som tilbudsvare, skal den blot have haft en normalpris i de foregående seks uger. Hvis den tidligere har haft en lavere pris, har det ingen betydning.

»Der er lavet retningslinjer efter markedsføringsloven for, hvornår man må kalde noget nedsat, og inden for de rammer er der rig mulighed for at markedsføre noget som et godt tilbud, selv om det reelt ikke er det«.

Selv om forbrugerne ikke stoler på butikkernes tilbud, er der alligevel en del, der handler, når der er udsalg. Ifølge Kantars rundspørge siger 45 procent af de mænd, der ikke har tillid til butikkernes tilbud, at de alligevel køber noget på udsalg. For kvindernes vedkommende er det 34 procent.

»Det skal retfærdigvis siges, at jeg er sikker på, at man godt kan finde et godt tilbud black friday. Det kan man så også mange andre dage«, siger Vagn Jelsøe, der opfordrer forbrugerne til at undersøge priserne nøje, inden de tager dankortet op af lommen.

Det tegner til, at netop dankortet bliver rødglødende på fredag. Med dankorttransaktioner på knap 2 milliarder kroner slog 2018 ikke rekorden fra 2017, men Dansk Erhverv skønner, at det skyldes, at butikkerne har udvidet udsalget til også at omfatte de omkringliggende dage – og for nogles vedkommende hele ugen. I år ligger black friday oven i en lønningsdag og endnu tættere på julemåneden, så det kan give et ekstra skub.

»Det var ikke noget som helst for bare seks-syv år siden. Grunden til, at det er blevet så stort, er, at forbrugerne reagerer meget kraftigt på det og bakker op om det. Så hvis man som butik ikke er med på det, så har man en ret stor risiko for at blive overset«, siger Matthias Lumby Vesterdal, der er politisk konsulent i Dansk Erhverv.

Pia Buhl Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her