Omfanget af investeringssvindel på nettet er eksploderet, viser ny opgørelse og det er først og fremmest mænd, der går i fælden. Facebook beder danskerne om hjælp med at fange svindlere.

Scor kassen som Bjarne Riis og Klaus Riskær: Danskere bliver franarret rekordmange penge i falske investeringer

Svindlere har brugt en falsk historie om Klaus Riskær Pedersen, der er blevet rig på fiktive investeringer. Foto: Jens Hartmann Schmidt (arkiv)/POLFOTO
Svindlere har brugt en falsk historie om Klaus Riskær Pedersen, der er blevet rig på fiktive investeringer. Foto: Jens Hartmann Schmidt (arkiv)/POLFOTO
Lyt til artiklen

Klaus Riskær Pedersen har med succes investeret en halv milliard kroner i en investeringsplatform, der skal hjælpe forgældede danskere. Cykelkongen Bjarne Riis har skudt 500 millioner kroner i en lovende bitcoininvesteringsplatform, og skuespilleren Nikolaj Coster-Waldau tjener millioner på valutahandel.

De kendte viser vejen mod rigdom og velstand, og masser af danskere følger deres gode eksempler og investerer gladelig penge i bitcoins og værdipapirer i jagten på den store gevinst.

Problemet er bare, at det hele er fup og svindel udtænkt af it-kriminelle, der lægger falske artikler ud på de sociale medier, hvor stribevis af kendisser fortæller om deres vellykkede investeringer – og anbefaler ’almindelige’ mennesker at følge trop.

Og fupnumrene lykkes i stor stil. I år har netsvindlere franarret danskerne flere penge i investeringssvindel end nogensinde før.

Alene i årets første 9 måneder har it-kriminelle forsøgt sig med investeringssvindel for godt 94 millioner kroner i Danmark og er sluppet af sted med et samlet udbytte på 47 millioner kroner, viser beregninger fra bankernes brancheorganisation, Finans Danmark.

Til sammenligning blev den samlede investeringssvindel opgjort til 60 millioner kroner i samme periode sidste år, hvor de faktiske tab skønsmæssigt nåede 34 millioner kroner.

»Selv om de her tal skal tages med visse forbehold, er der ingen tvivl om, at investeringssvindel i mange former og varianter er i stigning, og det er der al mulig grund til at advare mod«, siger Finans Danmarks digitaliseringsdirektør, Michael Busk-Jepsen.

»Bliver du lovet en sikker investering, et garanteret afkast og en kæmpe fortjeneste, jamen så bør du være skeptisk, og er du bare det mindste i tvivl, så lad for guds skyld være med at slippe dine penge«, siger han.

De samlede tal for omfanget af investeringssvindel er baseret på indberetninger fra en række af landets pengeinstitutter. På den baggrund har Finans Danmark udregnet et skønnet akkumuleret tal for hele branchen.

Tendensen er ikke til at tage fejl af: Investeringssvindel er i kraftig vækst, hvilket også er analysen i Danske Bank , der har noteret en massiv overvægt af mænd i bunken af sager.

74 procent af samtlige bankens sager om investeringssvindel har et mandligt offer, kun i 26 procent af sagerne er det kvinder, der går i fælden.

»Investeringer, penge og kontante afkast appellerer tilsyneladende i særlig grad til mænd. Og det er mænd i alle aldersgrupper og sociale lag, der bliver ofre for denne type svindel«, siger Ketil Clorius, leder af svindelbekæmpelsesafdelingen i Danske Bank.

Hos politiet har de også noteret flere sager om investeringssvindel. Og det er bestemt ikke amatører, der svindler danskerne for deres sparepenge.

»I den mere sofistikerede version er investeringssvindelen baseret på professionelt designede hjemmesider, hvor kunder og interesserede kan chatte og få gode råd om investeringer og afkast i det, der ligner legitime og fagligt velfunderede investeringsvirksomheder«, siger Anders-Emil Kelbæk, sektionsleder i politiets nye landsdækkende center for it-relateret økonomisk kriminalitet (LCIK).

»Det hele er topprofessionelt sat op og meget overbevisende. Og når du så falder for fristelsen og investerer en lille sum penge, så bliver du ret hurtigt ringet op af en person fra ’firmaet’, der kan fortælle dig, at din investering er gået forrygende, dit afkast er tidoblet, så skulle du ikke investere nogle flere penge«.

»Desværre er pengene væk, når du på et tidspunkt vil hæve din gevinst, for hele setuppet er svindel«, siger han.

Svindlerne er svære at fange

Fupannoncer med kendte danskere er bare en af utallige varianter, når det gælder investeringssvindel. Komikeren Anders Mathesen har prøvet det, og skuespilleren Mads Mikkelsen, fodboldspilleren Thomas Gravesen, Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen, milliardæren Karsten Ree, tv-manden Jørgen Leth samt fodboldbrødrene Michael og Brian Laudrup ikke at forglemme.

Det er ikke mindst denne type investeringssvindel, der bruger kendte som lokkemad, der nu får Facebook til – helt usædvanligt – at bede de danske brugere om hjælp til at få stoppet svindelen. Danske brugere kan nemmere afkode usædvanlig adfærd end Facebooks algoritmer og moderatorer, lyder budskabet fra en af Facebooks globale chefer for annoncering, Rob Leathern:

»Det kan være svært at vide, hvad en dansk kendis vil eller ikke vil gøre, hvis man ikke har en lokal kulturforståelse. Derfor har vi brug for danskernes hjælp til at anmelde ting, som de ikke mener bør være på Facebook. Og så er det vores ansvar at reagere hurtigt og bruge den feedback på den rigtige måde«, siger han til Politiken.

Facebook lægger ikke skjul på, at svindlerne er svære at fange:

»Vi tager det ekstremt seriøst, og vi ved, at de skaber problemer for mange mennesker. Men vi kæmper mod en stor gruppe meget sofistikerede svindlere, der gør alt, hvad de kan, for at omgå vores sikkerhedsforanstaltninger«, siger Rob Leathern.

»Vi ved, at de hjælper hinanden med at snyde vores sikkerhedssystemer, og de er sofistikerede. Selv når vi fortæller overordnet om svindlen her hos Facebook, har vi oplevet, at præsentationerne efterfølgende er dukket op på hackersider«.

Ifølge Rob Leathern er netop kendte mennesker en effektiv måde at trække folk ind i et svindelunivers via sociale medier på. Og da der i forvejen er mange historier om kendte mennesker på de sociale medier, er det også et godt skjulested for svindlere, fortæller han.

Og han har en advarsel klar til alle, der tror, at de kan slippe af sted med at svindle andre på Facebook.

»Der kan være folk derude, som tænker, at det kun vil have konsekvenser for dem på nettet, når de svindler andre, men vi arbejder på, at det også får negative konsekvenser for svindlerne i den virkelige verden. Det kan vi gøre ved at samarbejde med myndigheder og efterforskere, men lige nu undersøger vi, om vi kan retsforfølge dem i civilretssager i deres eget land«.

Jonas Pröschold

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her