Som læser af disse sider kan man muligvis få det indtryk, at de fleste sygdomme kan løbes væk. Man kan måske også forledes til at tro, at alle sygdomme kan forebygges med en sund livsstil. Men sådan er det desværre ikke. Sunde, slanke, motionerende mennesker, der hverken ryger eller drikker, og som har et optimistisk livssyn, rammes også af kræft. Man kan med en sund livsstil nedsætte den statistiske risiko for at blive ramt, men kræft er først og fremmest sort uheld. Nogenlunde sådan faldt mine ord på en konference i sidste uge.
Professor Alejandro Lucia fra University of Madrid fulgte op i sit foredrag og understregede: Når det gælder børnekræft, er der altid tale om sort uheld. Selv om alle forældre til et kræftramt barn spørger sig selv, om de kunne have gjort noget anderledes, så er svaret, at børn rammes af kræft, uden at vi ved hvorfor.




























