Når en søn eller datter bliver stofmisbruger, skal de pårørende med ét håndtere en situation, som er fuldstændig uvant, og hvor normale spilleregler for adfærd og hensyn er sat ud af kraft. Situationen påvirker hele familien, og mange vil se sig om efter et sted at få hjælp.
Den hjælp har familier de sidste tre år kunnet finde hos Anja Engmann. Hun er uddannet familieterapeut og har gennem en årrække udviklet et rådgivningstilbud og oprettet pårørendegrupper, hvor ramte familier kan dele deres erfaringer.
Og behovet har vist sig at være enormt:
»På tre år har jeg talt med 4.500 pårørende. Jeg har omkring 1.000 telefonopkald om året, og der er stor interesse for gruppearrangementerne«, siger Anja Engmann.
