Knap 90.000 unge i alderen 15 til 25 år bruger illegale stoffer. Den statistik er Stine Trampe Brochs søn en del af. Han røg sin første joint, da han var 15 år, og efter at han 18 år gammel i 2.g tog sin første bane kokain, blev han weekendjunkie.
Stine Trampe Broch og hendes mand, Jacob, var bekymrede for torsdagsfesterne. De var klar over, at kokain var almindeligt i klubmiljøet i København, men de stolede på det, når sønnen direkte adspurgt, om han tog det, svarede nej. Han klarede hverdagen fint, og hvorfor skulle han ikke være ærlig? De havde altid talt åbent om alt i familien.
Efter studentereksamen fik han fuldtidsjob, flere penge og et større forbrug. Han blev ved med at lyve for de stadig mere mistænksomme forældre, der følte sig fanget mellem trangen til at stole på deres søn og frygten for at være naive idioter.
Først efter halvandet år og en periode med åbenlyse tegn pressede de deres ældste barn til at tage en drugtest. Han brød sammen og fortalte, at han dagen før både havde taget kokain og ecstasy.
