Det sparker næppe forbruget i gang. Men storaktionæren i Tryg og Alka deler en rekordstor pose penge på over en milliard kroner ud til kunderne i september.

Hver fjerde dansker får forsikringsbonus efter sommerferien

Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Lyt til artiklen

Mens vi venter på regeringens såkaldte ’sommerpakke’, der skal få økonomien tilbage på sporet gennem forbrug, er der lidt at glæde sig til 29. september for dem, der har forsikret sig hos Tryg.

For femte gang belønner TryghedsGruppen nemlig kunderne i forsikringsselskabet Tryg for deres loyalitet ved at sende 8 procent af præmiebetalingen tilbage.

Forsikringskunder skal stemme om den bonus, de selv får fra Tryg og Alka

En bonus, som jævnligt er til debat – senest, da der skulle vælges nye medlemmer til TryghedsGruppens repræsentantskab tidligere på året.

For anden gang gælder checken også kunderne i Alka, som Tryg købte i 2018. Dermed er det knap hver fjerde dansker, der via deres forsikringer er automatisk medlem af TryghedsGruppen og dermed får bonus.

Også bonus til dig med skader

TryghedsGruppen ejer 60 procent af aktierne i Tryg, og får dermed hovedparten af de penge, som forsikringsselskabet udlodder til sine aktionærer.

Og et forrygende godt 2019 betyder, at der i år er 1 milliard og 15 millioner at fordele – hvilket er et rekordhøjt beløb. Da bonussen blev udbetalt første i gang i 2016, drejede det sig om knap 700.000 kroner.

Flere forsikrer deres børn mod sygdom og ventetid

Der er penge til alle kunder, uanset om de har haft skader i årets løb eller ej: Det er størrelsen af præmiebetalingen, der afgør bonussens størrelse.

Har du for eksempel betalt 10.000 kroner for bil-, villa- og indboforsikringen i 2019, får du 800 kroner retur. Dog skal du have betalt mindst 938 kroner, før du får bonus.

Retssag på vej

Men inden du begynder at overveje, hvad pengene skal bruges til, skal du huske, at beløbet er skattepligtigt.

Indtil nu er bonussen blevet beskattet som personlig indkomst, men i Landskatteretten har TryghedsGruppen fornylig fået medhold i, at pengene er udbytte og derfor skal beskattes som aktieindkomst – altså med en noget lavere sats.

Den kendelse vil Skattestyrelsen dog ikke umiddelbart acceptere, og derfor skal domstolene nu tage stilling til sagen.

Når TryghedsGruppens bonus er omdiskuteret internt i repræsentantskabet, skyldes det, at alle kunder – både private og store virksomheder – i dag får den samme procentdel tilbage i bonus.

Men eftersom Tryg har langt større overskud på privatkunderne end på virksomheder, mener en fløj, at de private kunder også skal have en større del af præmien retur end erhvervskunderne.

Dorthe Lønstrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her