Siden discountkæden Lidl i foråret stoppede salg af fersk kød fra hurtigtvoksende kyllinger og erstattede det med kød fra langsommere voksende racer, er det gået stærkt. Andre kæder og virksomheder er fulgt trop og i et tempo, der betyder bedre velfærd for foreløbig cirka 12 millioner kyllinger om året.
Dyreværnsforeninger som Dyrenes Beskyttelse og Anima har betegnet skiftet fra ross 308 til ranger gold som et historisk fremskridt, fordi det løfter bundniveauet for dyrevelfærd markant mere end andre tiltag i nyere tid. Indtil nu har kontakten mellem erhverv og interesseorganisationerne været præget af samarbejde, men mandag lancerer Anima en offensiv kampagne rettet mod en enkelt, navngiven dagligvarekæde.
Kampagnen omfatter helsides avisannoncer, videoer på sociale medier og demonstrationer i landets største byer.
»Rema 1000 bryster sig under parolen ’discount med holdning’ af at sætte dyrevelfærd i højsædet, men god dyrevelfærd og turbokylling kan aldrig gå hånd i hånd. Derfor bør Rema 1000 udfase den udskældte kylling«, siger Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef hos Anima.
