Sidste lørdag skrev jeg en begejstret klumme om nogle store huller i min køkkenhave, som hverken var mus, rotter, mosegrise eller andet snavs. Men jeg lagde lynhurtigt to og to sammen, for der var jo tydelige aftryk af klove i hullerne, store klove, meget større end de sædvanlige rådyr, og dermed blev det til noget så eksotisk som kronhjorte. For vi har dem jo i området. De brøler om natten i skoven, og Poul har set en stor flok på sin mark. Alle lokale jægere slikker sig om munden, enkelte landmænd er bekymrede, og jeg er altså begejstret.
Hullerne blev vist frem til samtlige besøgende i de kommende dage, naboer blev hidkaldt, og jeg ringede til børnene. Jeg har fået kronhjorte i haven! Aldrig har så mange kigget så beundrende på hundrede huller i en have. Nu mangler jeg kun at se dem, sådan rigtigt. Jeg har listet rundt med lommelygten hver nat, og Malthe har sat vildtkameraer op. Men de er sky, meget sky – endnu har de ikke ladet sig se.
