Flere hundrede virksomheder overholder ifølge foreningen Elretur ikke reglerne for genanvendelse.

Nyt mærke skal vise forbrugerne, at elektronik-producenter lever op til deres miljøansvar

Udtjent elektronik har masser at byde på, f.eks. kan 60 procent af indholdet i gamle batterier genanvendes og bruges i nye varer.
Udtjent elektronik har masser at byde på, f.eks. kan 60 procent af indholdet i gamle batterier genanvendes og bruges i nye varer.
Lyt til artiklen

Når du køber ny elektronik, kan du være med til at sikre, at der bliver genanvendt materialer fra udtjent elektronik. Nu introducerer foreningen Elretur nemlig et miljøcertifikat, som viser, at producenter eller importører overholder deres producentansvar.

Virksomhederne skal genbruge, genanvende og bortskaffe deres udtjente el-produkter for at spare knappe ressourcer og passe på miljøet. Men flere hundrede virksomheder overholder ifølge Elretur ikke reglerne. Miljøstyrelsen vurderer, at cirka 51.500 tons svarende til cirka 25 procent af det samlede salg af el-produkter aldrig registreres.

Elretur, der har 800 store og små virksomheder som medlemmer, vil med miljøcertifikatet gøre det let for forbrugerne at handle med de virksomheder, der overholder deres ansvar ved at udvinde værdifulde ressourcer fra udtjent elektronik, reparere, genanvende produkter og bortskaffe resten miljøansvarligt.

»Mange virksomheder er givetvis ikke opmærksomme på de krav, loven stiller, mens andre sandsynligvis spekulerer bevidst i at omgå deres producentansvar. Det skader den cirkulære økonomi, når der er virksomheder, der ikke bidrager, og det fordyrer hverdagen urimeligt for virksomheder, som overholder reglerne. Det skal vi alle huske på, når vi handler,«, siger administrerende direktør i Elretur, Morten Harboe-Jepsen.

Elektronikaffald er den hurtigst voksende affaldsstrøm i den industrialiserede verden. Kategorien dækker over alle produkter, som kræver batterier eller el fra stikket i væggen for at virke. Mobiltelefoner, bærbare computere, spillekonsoller, husholdningsmaskiner og meget andet er en del af denne kategori. Hvis udtjente produkter ikke håndteres miljøansvarligt, kan få det store konsekvenser for miljøet.

Ifølge Elretur ender 87 procent af alt, der lægges i ’småt elektronik’ på genbrugsstationen, i nye produkter.

Annemette Grundtvig

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her