Det er sundt at give julegaver, ikke at få julegaver, ikke at udveksle gaver, men at give dem. Julegaveboykot eller afskaffelse af julegaveræset, som det hedder i julebrokkernes terminologi, er udtryk for, at man har et valg. Man er heldig, når man er i den situation, at man rent faktisk kan vælge gaverne til eller fra.
Selv føler jeg mig meget rig, når jeg ser på min julegaveliste: mine forældre, børn og børnebørn. Ved at give gaver bekræfter vi vores samhørighed. Julegavetraditionen er en anledning til at tænke på og glæde sig over først den ene og så den anden.




























