Madkonsulent og kok Rasmus Bredahl lemper forsigtigt et spejlæg med perfekt, flydende blomme over på en ristet skive fuldkornsbrød med friskost og citrondryppet avokado. Maden toppes med cornichoner, rød skovsyre, salt, peber og stænk af en specielt frisk, grøn tabasco.
Synet og duften i køkkenet får bag mundbindet tænderne til at løbe i vand hos os på besøg, men smagsprøven er til Thanh Ho. Han hører til de titusindvis af mennesker, som har fået deres lugte- og smagssans slået i stykker af covid-19.
Da det midt i en hård og tre uger lang sygdomsperiode i november gik op for ham, at han hverken kunne lugte eller smage, blev han virkelig ked af det, faktisk ængstelig. Han er selv kok, så sanserne er et vigtigt arbejdsredskab. Ville det gå ud over hans erhverv?
»Jeg testede mig selv ved at spise chili og smøre tigerbalsam helt op i næsen, men ingen af delene havde effekt overhovedet. Det var skrækkeligt«, siger Thanh Ho, som bor i Værløse sammen med konen, Hanni, og børnene Marcus og Clara på 17 og 15 år.
