Et uundgåeligt opgør om, hvor mine forældre skal begraves, når de forlader os, kommer med årene tættere og tættere på, skriver Murat Tamer i denne hverdagsanalyse.

Mine forældre vil begraves i Tyrkiet, men det piner mig, at jeg ikke vil kunne besøge deres grav

På trods af at det har været muligt at blive begravet i muslimsk indviet jord i flere år i Danmark, ønsker mine forældre stadig at blive begravet i deres landsby flere tusinde kilometer væk. Arkivfoto Jan Grarup
På trods af at det har været muligt at blive begravet i muslimsk indviet jord i flere år i Danmark, ønsker mine forældre stadig at blive begravet i deres landsby flere tusinde kilometer væk. Arkivfoto Jan Grarup
Lyt til artiklen

Begge mine forældre blev født i den samme lillebitte landsby med støvede grusveje og selvbyggede huse beklædt med krakeleret mudder. Den befinder sig i udkanten af den tyrkiske storby Sivas, og ingen i min familie – heller ikke mine forældre – gider besøge den mere. Sådan har det været i mange år.

Vi besøger den ikke, fordi vi ikke føler, at der er noget tilbage for os. Men mine forældre har alligevel et stædigt ønske om at blive begravet i den landsby, som de forlod for snart 40 år siden for at arbejde som gæstearbejdere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her