Æggebakkerne i køleskabet hos min lokale Meny strutter af store æg, men omsider finder jeg de små: S-M står der med småt på bakkerne nederst. Og et rødt Ø. Jeg lægger efter et par ugers afholdenhed tøvende en bakke æg i kurven.
På min æggejagt fra butik til butik gennem byen er noget gået op for mig: Små æg er næsten ikke til at opdrive længere. I årevis har vi forbrugere drevet standardstørrelsen på æg op ved konsekvent at vælge de største i køledisken. Jeg har været med til det. Jeg elsker store æg. De er flottere, har en bedre blomme-hvide-ratio og er nemmere at få til at smile perfekt. Derfor har jeg kun købt L og XL de sidste mange år. Og kun Ø-mærket for at være sikker på, at hønerne lever det gode høneliv, troede jeg. Erkendelsen rammer mig som en bakke knuste æg på et køkkengulv: Jeg har et medansvar for, at mindst 8 af 10 høner går i stykker indvendig, når de lægger dem.
