Dystre billeder af kampklædte mennesker, våben og militærkøretøjer er overalt i disse dage, hvor konflikten om Ukraine præger medierne, mens magtfulde kvinder og mænd med alvorlige miner og bekymrede blikke fortæller om den højspændte situation, alt imens verden holder vejret.
Vi voksne følger med i nyhedsstrømmen, taler med hinanden og kender historien bag, men hvordan reagerer vores børn og børnebørn på, at ordet krig er blevet en del af dagligdagen? Hvordan taler vi bedst med dem om konflikten, frygten og fremtiden, og hvor skal vi træde varsomt, når det gælder de små børnesind? Det har vi talt med Margrethe Brun Hansen, børnepsykolog med over 40 års erfaring, om.
Hun begynder med at opstille en god grundregel for, hvordan man som voksen griber de alvorlige og svære samtaler an, så de foregår på børneniveau.
»Forestil dig, at dit barn interviewer dig. Barnet spørger, du svarer, og du afventer næste spørgsmål fra barnet. Hvis det vel at mærke kommer. Måske kommer det slet ikke, fordi barnet allerede er drønet videre ud at lege«.
Det er altså vigtigt, at snakken altid sker på barnets initiativ for ikke at fylde dem med unødige bekymringer, understreger hun. Og lad så være med at fylde på. Svar kun på barnets spørgsmål.
»Lad det ikke stoppe dig, at du måske synes, det kan være svært at finde de rette ord. Det betyder ikke så meget for børnene, til gengæld er det værste for dem slet ikke at få noget svar. For hvis vi ikke giver dem en ordentlig forklaring, begynder de at digte for at fylde hullerne ud, og så kan fantasien, bekymringerne og sidenhen angsten vældig nemt tage over«, siger hun og fortsætter:
»Vi voksne skal virkelig gøre os umage og lytte til vores børn, så de kan mærke os. Det skaber tryghed, at vi tager dem og deres spørgsmål alvorligt. Desuden er det meget vigtigt, at vi voksne ikke skaber kaos og udviser for meget uro. Vi skal holde vores voksensamtaler der, hvor de bør være. Og det er langt væk fra små børneører«.
Lyv aldrig
Alt efter barnets alder er der stor forskel på, hvor meget viden barnet har behov for.
Lad bare de 0-6-årige leve i lykkelig uvidenhed, hvis det er muligt. Mange børn i den alder vil ikke ane, hvad der foregår i Ukraine. Hvis barnet alligevel stiller spørgsmål, så find børnesproget frem, og forklar, at nogle gange bliver landene uvenner, ligesom man kan blive uvenner i børnehaven, men at der ikke er noget at være bekymret for. Slå det hen med stor optimisme og sig: Det har vi styr på, og vi passer på dig.
Når det gælder børn fra 7 til 9 år begynder de at forstå sammenhænge og har formentlig i skolen talt om, hvad krig er. I den her aldersgruppe begynder børn selv at få viden fra børnenyhedsmedier, fra kammerater og fra internettet. Man skal derfor lytte godt efter, hvad børnene siger, for de spørgsmål, de stiller, er de vigtigste for dem. Begynd ikke på en stor, kompliceret udredning af hele verdensordenen, det er alt for abstrakt for de små hjerner. Gør det i stedet for tydeligt for børnene, at hvis der kommer krig, har Danmark sørget for at have en masse gode venner, f.eks. USA og Nato, og at vi hjælper og beskytter hinanden.
Hvis man er forælder eller bedsteforælder til et barn mellem 10 og 14 år, skal der forklaringer på bordet. For den aldersgruppe af børn er så store, at de kræver ordentlige begrundelser, samtidig med de har brug for de voksnes hjælp til at sætte begivenhederne ind i en sammenhæng. Svar på deres spørgsmål, og tal med dem om, hvad krig og ondskab er, for børn i den her alder ved allerede, at der findes mennesker, som ikke vil hinanden det godt. Det kan måske afføde vigtige og lærerige snakke om demokrati, politik, ytringsfrihed og verdenshistorie i børnehøjde.
Uanset hvor gammelt barnet er, må man aldrig lyve, lyder det fra børnepsykologen. For man risikerer at gøre rigtig stor skade, hvis barnet pludselig finder ud af, at det ikke kan stole på de nærmeste voksne.
Udviklingspsykolog: Vi er ved at tage barnligheden fra børnene»Men dermed være ikke sagt, at man ikke kan gyde lidt olie på vandene, skrue lidt ned for alvoren og forsøge at sprede lidt optimisme i retningen af: Det skal nok gå. Vi passer på hinanden. Sådan som jeg kan høre det, bliver der ikke krig her hos os«.
Desuden må forældre huske på ikke at overføre deres egne følelser til børnene. For selv om konflikten om Ukraine kan gøre voksne bange og bekymrede, skal man ikke passe på ikke at flyde over med sin egen sorg eller fortvivlelse. Gå et andet sted hen med den, tal med din partner, en bekendt eller opsøg en psykolog, hvis det begynder at fylde for meget, anbefaler Margrethe Brun Hansen.
fortsæt med at læse
