Der er sket det fantastiske hen over de senere år, at børn bliver taget mere alvorligt, som medborgere, som personer med en stemme, der skal høres. Men desværre er det sket på bekostning af vores blik for deres barnlighed.
I takt med at vi tager børn mere alvorligt, har vi gjort dem mere voksne, end de er. Vi hører på børn i dag – men lytter vi, eller hører vi mest det, vi i forvejen forstår – og det, vi kan relatere til? Jeg mener, at vi, uden at lægge mærke til det, har frataget børn retten til at være barnlige, i takt med at vi har givet dem mere medbestemmelse. Resultatet er, at vi på trods af store landvindinger ofte misforstår og fejlfortolker børns handlinger og intentioner.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
