Klaus Löhrer træder hjemmevant ind i det lavloftede lokale. De hvide vægge mangler pletvis maling, på betongulvet er det lysegrå slidt af, og hårdt lys fra to nøgne pærer i loftet kaster kulde på de fire forsamlede mænd, som hilser hjerteligt på hinanden. Omgivelserne har ingen betydning, det er indholdet, de er her for: Det rum, der kan opstå mellem mænd, når de er alene sammen og vover at tale om, hvordan de egentlig har det, og hvad de i virkeligheden tænker på, drømmer om og længes efter.
»Det at tale så ærligt med andre mænd afmystificerer dem og måden, de lever deres liv på. De har også problemer med at få den op at stå somme tider og med at skaffe penge nok til familien, og de har heller ikke alle de ting i livet, de gerne vil have. De har også svært ved at finde det rigtige ben at stå på, og det gør, at jeg ikke føler mig så alene med det«, siger 51-årige Klaus Löhrer.
Mændene mødes hver anden tirsdag. Nogle gange her i kælderlokalet på Vesterbro i København, andre gange andre steder. Lederskabet af gruppen går på skift og bestemmer sted og indhold. Sådan har de mødtes i snart et år for at støtte og holde hinanden fast på de mål, de hver især har sat for deres egen personlige udvikling.
For 54-årige Ole Sønderup handler det især om at blive bedre til at skabe nære relationer og at give sine to teenagesønner nogle flere redskaber med i livet, end han selv har haft.
