Fra mit vindue på fjerde sal kan jeg se en mand trække cykler ud fra vores baggård i retning mod en lastbil, der holder parkeret på gaden. Jeg spotter med det samme min gamle Granny Smith-grønne etgearscykel med udtørret lædersadel og styr uden bånd. Åh, den cykel! Jeg havde næsten glemt den. Men hov, hvad foregår der? Den står lænet op ad andre cykler på lastbilens lift, og jeg måber fra mit vindue med opvaskebørsten i hånden.
Er manden ved at stjæle min cykel? Er han og makkeren i gården i færd med ved højlys dag at tømme vores gård? Min første tanke er, at jeg må i skoene. Ned og bremse det åbenlyse massetyveri, som ingen bider mærke i, fordi det ser så velordnet ud og foregår, mens alle kan se det. Jeg når at se mig selv stå foran manden og spørge, hvad helvede han laver med min cykel, og min fantasi efterlader ham med et skræmt blik, mens jeg flår den ud af hænderne på ham og myndigt beordrer ham til at sætte alle cykler retur i gården med det samme.
