Når budgettet strammer, kan det også gå ud over kæledyr. Flere søger f.eks. billig dyrlægehjælp.
»Vi har nye klienter i alle byer, som forklarer, at de simpelt hen ikke har råd til dyrlæge, fordi prisen på energi og fødevarer er steget så meget«, siger dyrlæge Jette Hermansen fra Dyreværnets mobile dyreklinik Frynseklinikken.
Dyreværnsforeningen, som i fem år har ydet mobil dyrlægehjælp til trængte borgere, oplever for første gang et boom af klienter. Der kommer i hvert fald 20 procent flere end normalt.
»Alle betaler, hvad de kan, men beløbene er blevet lavere. De faste klienter lægger måske 10 eller 15 kroner i stedet for 100 kroner«, siger Jette Hermansen.
Krisen mærkes også på antallet af indleverede hunde, katte, kaniner og hamstere. I november og december modtog Dyreværnet f.eks. 39 helt unge hvalpe, dels som avlere ikke kunne afsætte, dels som ejerne ikke havde ressourcer til at tage sig af.
Vi mærker tydeligt, at folk er pressede på økonomien. Så udsættes dyrlægen, og der er ikke råd til foder
»Vi mærker tydeligt, at folk er pressede på økonomien. Så udsættes dyrlægen, og der er ikke råd til foder. Det går desværre hurtigt ud over dyret«, siger Dyreværnets internatchef Maria Rønde Jakobsen.
Da nogle har svært ved at erkende, at de ikke kan passe dyret ordentligt, forventer udrykningschef Nina Amdi også en stigning i egentlige dyreværnssager.
Ifølge nye tal fra Dyrenes Beskyttelse slog antallet af kæledyr, der bliver efterladt i papkasser og sportstasker i skove eller på rastepladser rekord i 2022, hvor 1.382 kæledyr ifølge organisationen blev efterladt til uvisse skæbner.
Fakta
Antal familier med kæledyr
Flere klagesager
På familiedyrehospitalet ved Københavns Universitet er det især flere sager, hvor folk argumenterer for at få pengene tilbage eller nedslag i regningerne, hvilket får hospitalschef Merete Holst Nissen til at sige, at krisen også mærkes i den brede befolkning.
»Hvis et dyr er sygt, så er det sygt og skal have hjælp. Men antallet af klagesager, som lå utrolig lavt indtil september, er siden da vokset betydeligt. Det tager jeg som udtryk for, at folk vender hver 25-øre og ser, hvor de kan spare eller få noget billigere«, siger hun.
Det er også hendes indtryk, at flere udskyder en vaccination, en tandrensning eller andet ikke presserende.
Generelt kan det se ud til, at ny viden om, hvad der skal til for at sikre kæledyrs velfærd, ikke altid følges af realistiske forestillinger om, hvad det koster. Det er ekstra vigtigt i en tid, hvor mange må gå de månedlige udgifter efter i sømmene.
Udgifterne kan variere meget, »men i sidste ende overrasker det de fleste kæledyrsejere, hvor meget de egentlig bruger årligt på deres dyr«, skriver Fødevarestyrelsen, som tager sig af regler om kæle- og hobbydyr, på sitet Er du klar til kæledyr?
Her opfordres folk til hver måned at afsætter et beløb til uforudsete udgifter, da anskaffelse, udstyr og foder ikke er det eneste, der koster. Det gør dyrlægeregninger, pleje, pasning i ferie og forsikringer også.
Katte overrasker
Mens en hund kan koste mange tusinde kroner i anskaffelse, erhverves en kat ofte gratis eller billigt. Det påvirker måske forventningen om, hvad det koster at sikre dens trivsel.
»Selv om man tilbydes en gratis kat, skal man altid først overveje, om man er villig til at tage det fulde ansvar, også det økonomiske«, siger familiedyrschef Jens Jokumsen, Dyrenes Beskyttelse.
Ifølge foreningens beregning vil en kat det første år koste op mod 8.000 kroner til grundudstyr, legetøj/aktivering, foder, kattegrus, vaccination, forsikring, dyrlæge, kure samt eventuel kastration, øremærkning og registrering i Det Danske Katteregister. Prisen vil være lavere de følgende år, men stadig mærkbar.
Cirka fire ud af fem dyr, der afleveres til Dyrenes Beskyttelses internater, er katte. En optælling lige før jul viste, at der var fundet nyt hjem til et rekordstort antal katte.
»Vi er bekymrede for, at folk vælger kæledyrene fra på grund af økonomien. Priserne stiger på det meste på nuværende tidspunkt, og et kæledyr er bestemt ikke gratis. Det kan blive kritisk for de katte, vi har siddende, som venter på nyt hjem«, siger internatchef Karina Fisker.
Det mærker Stig Larsen, der bor i Roskilde sammen med sin kone. Og fem katte. Sådan er det blevet, fordi han ikke kan holde ud at se svigtede dyr.
Redningsmand ved et tilfælde
»Vi fik den første kat for fem år siden, da vi boede på Amager. Vores nabo skulle flytte sammen med en, der havde katteallergi, så vi overtog hendes. Siden er der kommet en håndfuld til af samme slags – altså katte, der skulle reddes«, siger han.
Erfaringerne med katte i knibe har givet ham en oplevelse af, at for mange stadig ikke forstår, at kæledyr er levende væsner med mange behov.
»En del mennesker har et forfejlet, gammeldags billede af, hvad det kræver at holde dyr. Måske får dyrene forkert mad. Måske får de ikke hjælp til helbredsproblemer. Måske efterlades de dagligt alene på for lidt plads i alt for mange timer, også uden selskab af artsfæller«, siger Stig Larsen.
Han mener, alle skal gøre sig klart, at man forpligter sig i mange år frem, når man anskaffer sig et kæledyr, og at forpligtelsen både gælder tid, pleje og penge.
Vi bruger hver måned 800 kroner alene på mad til hver kat
Fødevarestyrelsen anslår, at 300-500 kroner om måneden til løbende udgifter i mange tilfælde er nok til at dække mindre kæledyrs behov. Har man under 200 kroner, anbefales man at vælge fisk eller krybdyr. 500-1.000 kroner hver måned vurderes at være nok til løbende udgifter for de fleste kæledyr, herunder hunde.
Stig Larsen mener, at Fødevarestyrelsen undervurderer udgifterne.
»Vi bruger hver måned 800 kroner alene på mad til hver kat. De skal ikke kun leve af tørfoder, for så risikerer man, at de ikke får væske nok, hvilket kan skade nyrer og urinveje«, siger han.
Beløbene på Fødevarestyrelsens site er udarbejdet i 2017. Det vides ikke, om de er opdateret siden. Ifølge Dyrenes Beskyttelse kan man som tommelfingerregel regne med, at de løbende udgifter til en hund er cirka dobbelt så høje som til en kat. En undulat koster cirka det halve af en kat. Herefter kommer kanin og hamster, mens akvariefisk er billigste bud.
fortsæt med at læse




























