Da Københavns Kommune tilbage i 2017 talte knallerter på Dronning Louises Bro og Bryggebroen, kom der 89 knallerter forbi på tolv timer. Da trafiktællerne i år satte sig til at tælle de samme steder, var antallet af knallerter mere end fordoblet til 225.
Det samme mønster gør sig gældende på Vesterbrogade og Østerbrogade, viser en ny trafikmåling fra kommunen. Målingen viser ligeledes, at knallerterne ikke kører på de samme tidspunkter som cyklisterne, men derimod topper omkring spisetid til frokost og især aftensmad.


























