Der var en åben kanal ind til mit følelsesregister i juni 1984. Det danske herrelandshold spillede sin første fodboldslutrunde ved EM i Frankrig, og Springsteen havde lige udgivet ’Born in the USA’. 5-0 over Jugoslavien, slaget med belgierne og »you’ve hung with me when all the others, turned away, turned up their nose, we liked the same music, we liked the same bands, we liked the same clothes«, som Springsteen sang på ’Bobby Jean’ – jeg var ni år gammel, hold da kæft for en juni. Det var en brændemærkning.
Nu venter så en slutrunde igen. Og jeg er klar. Måske. Det hele føles lidt svajende, men stadig med glæden intakt. Midt mellem apati og optimisme. De tre seneste slutrunder har ikke gjort noget godt for forventningen. Selvfølgelig undtaget mirakelsommeren i 2021, men det var jo netop, hvad det var – et mirakel, hvor virkelig mange spillere overpræsterede, frigjorte som de var efter Christian Eriksens kollaps og efterfølgende lykkelige tilbagevenden til livet. Sådan som vi alle følte det.
