Praktisk sportsvogn - eller upraktisk familiebil

En Volvo C30-ejer bør altid parkere sin bil, så den ses bagfra. Herfra er den flottest, og forfra ligner den på en prik de andre små Volvo-modeller. Foto: Volvo
En Volvo C30-ejer bør altid parkere sin bil, så den ses bagfra. Herfra er den flottest, og forfra ligner den på en prik de andre små Volvo-modeller. Foto: Volvo
Lyt til artiklen

En gang hvert 15.-20. år går Volvo en lille smule amok. Hver gang er det med en bil, som kan betragtes som enten en praktisk sportsvogn eller en upraktisk familiebil. Første gang var i 1971 med P 1800 ES, derefter kom 480 ES i 1985, og nu er tiden kommet til C30. De tre biler har et par ting til fælles: en bagklap, der udelukkende består af glas, og en kabine med fire siddepladser. Den nye C30 har et tydeligt slægtskab med de lidt større modeller S40 og V50. Fra forreste kofanger til midterstolpen er bilerne nøjagtig ens, men længere bagude er C30 sin egen. Det er en tredørs bil, og Volvo afviser enhver tanke om at forvandle den til en femdørs, selv om det unægtelig ville gøre det nemmere at komme ind på bagsædet. Billig og dyr ens »Vi har allerede en bil til folk, der har brug for mere plads, og den hedder V50«, lyder den officielle melding. Og dermed hentydes til firmaets mindste stationcar. Politiken var med på det allerførste pressehold, som fik lov til at tage Volvo C30 under kærlig behandling på Mallorca. Til rådighed var kun de to topmodeller: C30 D5 med en 2,5-liters dieselmotor med 180 hk (som i øvrigt slet ikke skal sælges i Danmark) og C30 T5 med en 2,2-liters benzin-turbomotor med 220 hk. I Danmark vil interessen muligvis samle sig mest om den billigste model (1,6 liter/110 hk) til 278.000 kroner. Det er i øvrigt umuligt at se forskel på billigste og dyreste model. Benzinmodellen med 220 hk er lidt af et vilddyr – især med manuelt gear, hvor den næsten er ved at rive forhjulene af sig selv ved kraftig acceleration i 2. gear ud af et hårnålesving. Med automatgear virker den sært afdæmpet og giver slet ikke indtryk af at råde over så mange hestekræfter. Lidt stivbenet affjedring Testbilerne kørte på 17-tommers fælge (16 tommer er standard) og var noget stivbenede over småvejene på Mallorca, som lejlighedsvis nu også er i ret miserabel stand. Ellers er køreoplevelsen præcis som i S40 og V50, og det vil sige kontant, præcis og uden ubehagelige overraskelser. Foran sidder man suverænt godt, og på bagsædet er forholdene også absolut acceptable. De to sæder er trukket lidt ind mod midten for at give lidt ekstra albueplads ud til ruderne. Både ben- og hovedplads tillader, at to voksne kører med bagi. I hvert fald på kortere ture. Volvo vil helt klart gerne have fat i den kundekreds, som er indstillet på at bruge en del ekstra penge på bilen – ud over købsprisen. Derfor tilbydes et hav af fælge, spoilere, skørter og en særlig tofarvet lakering, f.eks. den nye ’kosmisk hvid’ med bronzefarvede skærmkanter. I kabinen fås diverse former for indtræk, men sært nok tilbyder Volvo ikke særlige sportssæder foran med ekstra sidestøtte. Det kunne der ellers godt være brug for, når de 220 heste fyres af. De fleste Volvo C30-købere kan i hvert fald godt sætte ekstra 2.993 kroner af med det samme. Så meget koster det nemlig at få et dækken, der kan skjule, hvad der ligger i bagagerummet. Dansk premiere på Volvo C30 bliver i januar.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her