Der er kommet en ny Mini – det er bare svært at se, hvad det nye består i. Og det er selvfølgelig godt for ejere af den gamle Mini, men skidt for dem, der gerne vil blære sig med, at de har købt den nye. Vi starter lige med et historisk rids: Den oprindelige Mini, som kunne hedde bl.a. Austin eller Morris, blev født i 1959 og døde i 2000. Den nye Mini, nu ejet af BMW, kom i 2001, og den er så afløst her i 2007. Den nye Mini har altså tyske ejere, bygges i England, og nogle af motorerne er udviklet sammen med franske Peugeot. Således en rigtig europæer. Men Mini 2007 har et problem i forhold til Mini 2001: Den føles ikke så sjov at køre. Her skal vi lige indskyde, at da vi i sin tid prøvekørte Mini 2001, fik den højeste ros for sine knivskarpe køreegenskaber, der var som at sidde i en gokart. Hurtige kursskift Mini 2007 kører faktisk også fremragende, men det er der også så mange andre småbiler, der gør, og dermed har nyeste Mini sværere ved at hæve sig over den gemene hob. Men ingen tvivl: Den nye Mini er sjov at køre, den har et herligt præcist styretøj, hvor man kan skifte kurs med et vip med håndleddene. Den er fast affjedret, men ikke ubehagelig stiv. En rask tur hen over nogle brosten viser også, at undervognen er skruet gedigent sammen. Intet rasler, og der kommer ingen ubehagelige stød. Det opnås kun, når der er brugt de bedste materialer og den ypperste viden – og begge dele er noget, BMW råder over. Men vi må nævne noget, der er knapt så sjovt: prisen. Sådan en Mini Cooper står i 312.000 kroner. Og der ryger let 50.000 kroner yderligere over disken til detaljer som cd-spiller, metallak, større alufælge og aircondition. Mini Cooper ligger lidt midt i modeludvalget, og den har fået en fin ny 1,6 liters motor med 120 hk, som er udviklet sammen med Peugeot. Der er pænt skub i den, men der er slet ikke den snert af vildskab, man ellers kunne forvente af en bil med tilnavnet Cooper – det var trods alt biler herfra, der en gang vandt Rallye Monte Carlo flere gange i træk. Mini lover et forbrugstal på 17,2 km/l, men det virker helt urealistisk. Kommende ejere vil nok opleve 14-15 km/l – hvis de kører pænt. Irriterende instrumenter Ros til en sekstrins gearkasse med tætte spring mellem de lave gear og et langbenet 6. gear, der sænker støjen ved motorvejsfart. Men placeringen af bakgearet er en kikser. Det ligger oppe til venstre for 1. gear, og der er kun en meget blød spærremekanisme, så det er alt for let at ramme bakgearet i stedet for 1. gear, og det kan give en lidt kikset start ved en lyskurv. Kabinen er ikke lavet meget om, men der bruges nu materialer af lidt højere kvalitet. Det er naturligvis historisk korrekt at have et speedometer i midten af kabinen – sådan var det i den originale Mini. Men det gør det nu ikke mindre irriterende. Man skal nemlig dreje hovedet for at se, hvad der foregår. Dog er det muligt at klikke sig frem til et digitalt speedometer i bunden af omdrejningstælleren, der sidder lige foran føreren. I dette instrument er der dog så lystige reflekser, at det mest bruges som makeupspejl. Altså dumpekarakter til instrumentmagerne hos Mini. Deres kolleger i afdelingen ’forsæder’ får lidt højere karakter, men ikke meget. I en bil, der har tilnavnet Cooper, forventer vi skålformede sportssæder, men desværre – man sidder i et sæt ret ordinære sæder, der støtter o.k., men heller ikke mere. Justeringen af ryglænet er af typisk BMW-model – det vil sige kolossalt bøvlet. Vi vovede os slet ikke om på bagsædet – af frygt for aldrig at kunne komme ud igen. Og bagagerummet er på 160 liter – absolut Mini. Og dermed er vi fremme ved spørgsmålet: Er Minien de mange penge værd? Egentlig ikke, hvis man kigger helt nøgternt på den som en bil. Men Mini er lige så meget et ikon, og dermed sættes fornuftsmæssige betragtninger ud af spil. På samme måde kunne man spørge, om en Gucci-taske er for dyr.