Seniorslæde, singlevogn eller lille familiefartøj

udkig. Man sidder højt, behageligt og har godt udsyn i Splash. Turkis lak er en af to farvenyheder - ellers holder Suzuki sig til klassiske kulører som sort, hvid, rød, blå, sort og sølv. Foto: Suzuki
udkig. Man sidder højt, behageligt og har godt udsyn i Splash. Turkis lak er en af to farvenyheder - ellers holder Suzuki sig til klassiske kulører som sort, hvid, rød, blå, sort og sølv. Foto: Suzuki
Lyt til artiklen

Suzuki var helt fremme i feltet, da de små fleksible familiebiler begyndte at dukke op hos forhandlerne for 10 år siden. I dag er konkurrencen anderledes skærpet – vi nævner i flæng Fiat Panda, Toyota Yaris, Mitsubishi Colt og Mazda 2. Suzukis nye udspil i kategorien hedder Splash og kommer til Danmark til maj. Splash skal afløse Wagon R, som vakte opmærksomhed, da den kom på gaden 1998 – en mini-MPV med appel til blandt andre ældre bilister, som især faldt for det gode udsyn og den høje indstigning, og unge familier med behov for en lille bil med fleksible indretningsmuligheder. Lørdagslivs udsendte tilhørte sidstnævnte gruppe og måtte finde sig i folks morsomheder om »den rullende kummefryser« og fornedrelsen, da skuespilleren Jesper Christensen i filmen ’Bænken’ udråbte bilen som verdens grimmeste. Al hånen prellede dog af, for vi var glade for køretøjet, som kunne kapere en barnevogn, vende på en tallerken og var billig i drift. Flere af disse kvaliteter genoplevede vi, da Splash blev præsenteret for den europæiske motorpresse i Cannes tidligere på ugen. Udseendet er langt fra kummefryseren – foran er der træk af Wagon R’s mere afrundede anden generation, mens sider og bagparti er præget af opadstræbende linjer og markante baglygter. Splash er bygget på samme bund som Suzuki-succesen Swift, men den nytilkomne er en anelse længere og næsten 10 cm højere, og sæderne er placeret noget højere. Sammenlignet med Wagon R er bilen vokset i længden og bredden og skrumpet i højden. Det ændrer dog ikke på den nærmest truckeragtige oplevelse, som man overraskes over bag rattet i den lille bil. Udsynet er i top – både ud ad forruden og i de brede sidespejle. Instrumenteringen er enkel og overskuelig. Speedometeret er stort og let at aflæse. Omdrejningstælleren er ramt af tidens modedille i mindre biler: en selvstændig skive placeret oppe på instrumentbrættet. Gearstangen er – og tak for det – rykket længere op på midterkonsollen og er lettere at nå og betjene. Kabinen er veludrustet med rum, hylder og holdere til medbragte småting. Begrænset bagageplads Sæderne foran er faste og behagelige, og man behøver ikke at bukke sig voldsomt sammen for at komme ind i kabinen – indstigningen er høj og aldeles bekvem. Bag i bilen skal man dog lige lære at bukke hovedet for bagdørens dalende linjeføring, konstaterede vores køremakker efter at have slået hovedet et par gange. Pladsen deromme er hæderlig, bilens størrelse taget i betragtning, men tre voksne på bagsædet vil næppe tigge om at komme på langtur. Bagagerummet forekommer skrabet – vi kunne ikke bakse to små weekendkufferter derind. Læssekanten virker høj, og bagsmækken åbner ikke så højt op, som man kunne forvente af en bil, som betitles som en mini-MPV. Barnevognen fra de glade Wagon R-dage kan ikke komme med i Splash, når bagsæderne er i brug. Lægger man dem ned, er der derimod plads til over 1.000 liter i et lastrum med plan bund. Bagsædehynderne smutter ned i bilens bund, når man tilter splitbagsædet frem – en manøvre, som kun kræver få sekunders indsats med et vippegreb. Dieselvariant rykker Suzuki har skruet op for sikkerheden og ned for brændstofforbruget. Splash har seks airbags og ESP, og CO{-2}-udslippet ligger ifølge Suzuki i den sparsommelige ende. Vi prøvede Splash med de tre motorvarianter, som kommer til Danmark – to nyudviklede benzinmotorer fra Suzuki selv og en dieselmotor, som Fiat står bag. Den trecylindrede 1,0 liters benzinmotor overraskede positivt med godt spjæt i motoren, når det går lige ud ad landevejen, mens den mister pusten på markante stigninger. Motoren giver nogen lyd fra sig under acceleration, og der skal arbejdes en del med gearene. Benzinudgaven på 1,2 liter gør bestemt heller ikke føreren arbejdsløs, men man fornemmer bestemt, at der er flere kræfter at gøre godt med. Mest køreglæde fandt vi i dieseludgaven, hvor der tydeligt er en del mere trækkraft. Det er da også køreoplevelsen, som skal være bevæggrund for at vælge Splash i dieseludgave. Hverken bilens salgspris eller forbrugstal taler for en besparelse ved at vælge diesel, uanset kørselsbehovet. Ellers forekommer Splash vaks og let at styre. Affjedringen er til den hårde side. Opel lancerer en søster til Splash til foråret. Opel Agilas design er en anelse anderledes, men bilerne deler indretning og teknik. Politiken var inviteret til Cannes af Suzuki

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her