Mini Cooper Cabriolet er noget så dejligt som en rigtig vægelsindet bil. Skal det være en hyggebil til turene op og ned ad Strandvejen? Eller skal den være en regulær svingæder, der boltrer sig bedst på de snoede danske biveje? Det er i hvert fald et valg, som står frit for chaufføren, for Mini'en kan begge dele. Sjovest er den imidlertid som gokart i stor størrelse, når den i perfekt balance æder sving efter sving i høj fart. Nu er det ikke meget, man får gratis i denne verden - og desværre heller ikke en Mini Cooper Cabriolet. 370.000 kr. skal på bordet, og den model, vi prøvede, var endda udstyret med bl.a. alufælge, særlig elektronik og metallakering, så bilen løb op i 450.000 kroner. Køreglæden er i højsædet i Mini'en. Hjulene ud i hjørnerne og et tyngdepunkt i gulvhøjde har altid givet gode egenskaber på de små veje. Det gjaldt for den gamle Morris Mascot, og den nye Mini er ingen undtagelse. Med en 1,6 liters motor med 115 hestekræfter er Mini'en ingen racervogn. På motorvejen følger den lille bil fint med større biler, og motoren overbeviser med et gedigent bundtræk. Ved hurtig svingkørsel og hastige gearskift kommer motoren på arbejde, men klarer det med en dyb brummen. Gearskiftet er blandt de bedste, jeg har prøvet. Helt præcist, med en dejlig kort vandring og med en fin lyd i form af et lille mekanisk klonk. Styretøjet er helt præcist og glimrende selv på motorvejen, hvor det sjældent er nødvendigt med kurskorrektioner. Lidt tungere Mini Cabriolet er blevet 100 kilo tungere end modellen med fast tag. Det skyldes de ekstra forstærkninger, som skal til for at sikre bilens stivhed. Med taget oppe er det svært at registrere forskellen i forhold til modellen med ståltag. Når taget er nede, kan man mærke, at karossen giver sig en smule - men udelukkende ved hurtig kørsel i skarpe sving. Apropos tøjtaget, så kræver det ikke mere end et tryk på en knap og 15 sekunder at få det af eller på. Med taget nede er det et godt råd at anskaffe en ekstra vindskærm, der monteres over bagsædet. Ellers bliver der ganske meget buldren og blæst i kabinen. Det er især chauffør og forsædepassager, som har udsigt til en komfortabel køretur. Bagsæderne findes, men kan dårligt rumme andet end den ekstra bagage, som ikke kan være i det lille bagagerum. Jeg stoppede en femårig og en langbenet otteårig pige i hver sit barnesæde ind på bagsædet. Det gik - men ikke uden brok. Fire airbags er standard, men ESP-system (som dog her hedder DSC) er ekstraudstyr. Ting som cd-spiller og aircondition skal også købes separat. Endnu en anke er, at plastikkvaliteten i bilen er for dårlig. Dørhåndtagene er i en billig kvalitet, der er skarpe støbekanter på sædeinddækningen, og 'kromen' omkring instrumenterne er ikke andet end plastik. Det er detaljer, men synd, fordi det spolerer en del af fornøjelsen.. Det trækker også ned, at der kan gemme sig en HT-bus i den blinde vinkel bagude, når taget er oppe. Uanset hvor forsigtig man er under kørslen, er cyklister og andre trafikanter i farezonen. peter.benson@pol.dk