'Den glade pendler kaldes jeg', lyder første linje af bagsideorganet ATS' lystige vise, som ironiserer over togpendleres til tider lange ventetider og usle pladsforhold. Men linjen kan synges højt og helt uden sarkasme, hvis man som pendler vælger at køre i den nye dieseludgave af Fiat Panda til 158.000 kroner. 23 kilometer lover Fiat, at man i snit kan forvente at køre på en liter diesel, som i tilgift er billigere end benzin. Ja, endda 27 kilometer, hvis ruten går ad landevejen. Motoren, som sørger for alle disse kilometer, er bestemt ikke kedelig. Der er godt med spjæt i den, og Pandaen er ikke noget dovendyr - den kommer kvikt op og ned i fart. 130 km/t føles ikke af meget, selv om man hører lidt mere til maskineriet på motorvejen. Man føler sig ikke på noget tidspunkt underforsynet med kræfter - motorens 1,3 liter passer perfekt til den lille bil, hvorimod samme motorformat hos storesøster Fiat Idea er i underkanten under krævende accelerationer. Panda-speederen er spøjst fjedrende under foden, men man vænner sig hurtigt til at være ret præcis i sit tråd. Styretøjet er til den meget lette side - en fornøjelse, når der skal manøvreres i storbyen, men lidt af en udfordring i kombinationen høj fart og skarpe kurver. Styresystemet har to indstillingsmuligheder, så følingen med servostyringen kan reguleres mellem meget let og endnu mere meget let, som denne testkører fornemmede det. Sidstnævnte indstilling hedder 'city' og skulle kunne møve bilen ind på den mest mikroskopiske parkeringsplads. Uden tvivl smart i Rom. Bilen kan i øvrigt tæmmes med elektronisk stabiliseringssystem, ESP, som dog er ekstraudstyr og koster 4.000 kroner. Til at hanke op i Man befinder sig fint om bord. Her fornemmes bilen noget større end betragtet udefra, hvor denne testkører måtte lægge øre til spøgefulde bemærkninger som »sødt nøgleringsvedhæng, du har. Hvor er bilen?« og »Hvor smart - den er jo lige til at hanke op i og tage med i bussen«. Det sidste sagt med adresse til de markante tagrælinger. Kabinen forekommer lys og moderne, og den klare gule farve på testbilens stofsæder øger solskinsstemningen. Der er plads til fire voksne mennesker i Pandaen, og man sidder ikke overraskende tæt - både på hinanden og bilens interiør. Sæderne er velpolstrede, og førersædet kan reguleres i højden. Loftshøjden tillader, at man kommer et pænt stykke til vejrs, men den behagelighed koster noget af overblikket over instrumenternes oplysninger om fart, forbrug og omdrejninger. Og så kommer man let til at tage fejl af sædeløftestangen og håndbremsen, som befinder sig lige ved siden af hinanden. Gearstangen befinder sig til gengæld behageligt højt placeret på midterkonsollen og er både let at nå og have med at gøre. Kompakthed koster Sidespejlene er ret små, så det er vigtigt, at de sidder i den rigtige vinkel. Det tog lidt tid at finde indstillingskontakten, men vi fandt den og kan oplyse, at den sidder i bunden af bilen under midterkonsollen. En del af højre sidespejl forblev i øvrigt i skjul bag forstolpen, så hermed undskyld til de cyklister, som jeg måtte have overset. Fremover vil jeg selv tøve lidt på cykelstien, når jeg ser en Panda med kurs mod højre. Heldigvis får man let øje på den takket være de meget høje og markante baglygter. Denne synlighed og visheden om, at Pandaen er udstyret med fire airbags (foran og i forsædernes sider) og kan oprustes yderligere med airbags langs vinduerne i hele bilens længde, betød, at denne testkører følte sig noget mere trygt kørende i Pandaen end i så mange andre små biler. Prisen for gardinairbags i hovedhøjde er 2.500 kroner. Pandaen er et oplagt valg, hvis man vil slippe for at stå for udflugter til Ikea, for bagagepladsen er ganske beskeden. Vi fik lige plads til en proppet rejsetaske og to dyner i bagagerummet. Bagsædebænken kan dog lægges ned, og det næsten firedobler bagagekapaciteten. Men manøvren er svær at udføre for en person, da der skal hives i håndtag i begge sider af bagsædet samtidig. Det er heller ikke uden besvær at montere barnestole på bagsædet: Nakkestøtterne rammer loftet og kan ikke tages af, uden at man tipper bænken lidt forover. Så kompaktheden har sin pris her og der. På passagersædet lykkedes det os slet ikke at fjerne nakkestøtten - til stor bitterhed for børnene på bagsædet, som kræver udsigt med fremsyn. helle.sindal@pol.dk