Der er ingen tvivl om, at Land Rover Freelanders nydelige lak, fine interiør og pletfrie ydre hurtigt ville blive skrammet og grimt, hvis man tog den på terrænudflugt. Men det er så heller ikke, hvad den lille Land Rover skal forvente at blive brugt til. Den har godt nok permanent firehjulstræk og o.k. frihøjde, men det bliver formentlig de færreste Freelandere beskåret at blive høvlet igennem en ordentlig omgang terrænkørsel. Langt de fleste Freelandere kan i stedet se frem til ture gennem indre bys minefelter, fra vandingshul til vandingshul. Og til det er den moderniserede Freelander nærmest ideel. Den ser ikke alene rigtig godt ud, med nye lygter og omorganiseret næse, også bilens indre har været gennem en skønhedskur. Samtidig kører en Freelander rigtig fornuftigt. Civiliseret opførsel Af en firehjulstrækker at være opfører Land Rover Freelander sig ualmindeligt civiliseret. Nu er den jo også mere boulevard-racer end et trækdyr, der er bygget til at pløje sig igennem den værste smat, men alligevel overbeviser den med gode køreegenskaber. Bevares, hjulene er store, lidt grove og noget bløde, men alligevel er den retningsstabil, den absorberer selv store ujævnheder behageligt - også på motorvejen, og så klarer den sig til godkendt ved kørsel på småveje, hvor det ene sving afløser det andet. Men naturligt nok er det ikke en svingæder, men en bil, der mere er beregnet til adstadig kørsel lige ud. Testbilen var udstyret med en toliters turbodieselmotor. Den snakkede højlydt ved lave omdrejninger, men var til gengæld behagelig tyst, så snart bilen kom i fart. Dieselmotoren var relativt kortbenet, den trak altså hurtig ud i gearene, hvilket krævede hyppigere gearskifter, end det normalt opleves i moderne dieselmotorer. Motoren led ydermere under en mærkbar turbotøven, hvilket irriterer ved bykørsel. Tæt på taget Nu var det en van på gule plader, vi havde lånt som testbil. Derfor var det så som så med anvendeligheden for vor lille børnefamilie. Man sidder højt i Freelanderen. Det sikrer et udmærket overblik over de øvrige bilister. Chaufføren må til gengæld ikke være for høj. Med mine 183 centimeter krævede det agtpågivenhed at kravle op i bilen uden at knalde hovedet ind i tagkanten. Med min højde gik det lige præcis at se ud ad bilens ruder, men min bekendt på 188 cm, der også prøvede bilen, stødte ikke alene hårtoppen mod taget, men havde også kvaler med at se ordentligt ud ad ruderne. Bag rattet har chaufføren det ellers udmærket. Interiøret har fået en opdatering, som ifølge Land Rover selv har givet en mere luksuriøs fornemmelse. Luksus eller ej, bilen er stadig bygget til at blive brugt, med plastik i den grovere udgave og med håndtag, der er bygget til at blive hevet godt og grundigt i. Dørene lukker med et ordentligt klap, og bilen virker godt skruet sammen. Men har Land Rover lært noget om kvalitet hos Ford, så mangler de endnu at hive lærdommen om sikkerhed til sig. For med sølle to airbags, sammenholdt med det manglende ESP-system, består Freelander ikke sikkerhedstesten.