På forholdsvis få år er Ducati blevet synonym med kompromisløse, sportslige motorcykler med masser af charme og temperament. Ducati er også synonym med perfekte køreegenskaber og en herlig V2-buldren, der navnlig udløses, efter at man har sluppet gashåndtaget og er ved at lægge an til at tage en skarp kurve. Sammen med V2-motoren er Ducati kendetegnet ved en speciel desmodromisk ventilstyring - tvangslukkede ventiler uden brug af ventilfjedre - der muliggør højere omdrejningstal. Skønt Ducatis V2-koncept kun stammer fra 1970, er det siden gået stærkt. Ikke mindst takket været en række mesterskaber i World Superbike. Komforten: ST2, der er en forkortelse for Sport Turismo, adskiller sig fra de andre Ducatier ved sin udprægede komfort. Her skal man ikke indregne kiropraktorbesøg eller øvelser til genopretning af et sammenkrøbet og værkbrudent legeme efter en tur på maskinen. Man føler sig straks fra starten velkommen i det gennemdesignede italienske instrumentmiljø. Der er god ergonomi og sædekomfort til både fører og passager. De lidt gammeldags ure med speedometer og omdrejningstæller indgyder tillid og ros til den generelle finish, der tåler sammenligning med BMW. Til ST2 fås to indfarvede sidetasker med plads nok til to personers weekendbagage. At Ducati hele tiden tænker i køreegenskaber, herunder tilstrækkelig frihøjde, fremgår af de højdeindstillelige lydpotter. Uden sidetasker kan de justeres helt i top med maksimal nedlægning til følge. Teknikken: Motorerne fra Ducati er måske ikke de mest kraftfulde, men man glemmer det helt i begejstringen over køreegenskaberne og en stille savlen over de elegante tekniske løsninger, der er anvendt for at ekspedere et menneske i fri luft hen ad diverse veje fra 0 til 200 km/t og tilbage igen på en fornuftig og frem for alt fornøjelig måde. Skønt V2-motoren på 944 ccm og 83 hk er udstyret med vandkøling og et Weber-Marinelli- indsprøjtningsanlæg, så præsenterer den tekniske side sig efter min opfattelse allerbedst gennem det elegante karosseri. I stedet for den sædvanlige aluminiumsramme har Ducati lavet et lille mesterværk af en rørgitterkonstruktion. Et let, men stærkt stel af samme materiale, som man laver racercykler af. Det lidt klodsede sidestøtteben trækker dog nedad. Når V2-motoren kan karakteriseres som en charmetrold, er det ikke mindst på grund af dens unoder. Den rusker og rykker under 3.000 omdrejninger og snerrer ad én, når der så accelereres. Takket været den særlige V2-opsætning melder der sig dog over 3.000 omdrejninger et velsignet brugbart moment og motoren er så stor og langbenet i gearingen, at den er en fornøjelse at tærske rundt med på de små veje. Til køkørsel er den høje gearing mindre velvalgt. Køreegenskaber: At køre frisk til med ST2 er en ren fornøjelse. Hvad enten det er krogede biveje, lange bulede landeveje eller den lige motorvej er den kompetent under alle forhold. Styringen er ikke så skarp som på de bedste sportsmaskiner, men det gør ikke så meget, da Ducatien ellers er utrolig velafbalanceret. Således er affjedringen fast, uden at være hård og specielt ved hurtig hastighed opfanger den ujævnhederne så fint, at min passager og jeg fik fornemmelsen af at flyve. Hun udtrykte i øvrigt stor tilfredshed med indretningen af bagsædet. Konklusion: Ducati er i sit gennemførte totaldesign en så velbehagelig oplevelse, at man gerne bærer over med, at motoren med toventilsteknik hverken ydelsesmæssigt eller hvad angår gangkultur lever op til dagens standard. Køreegenskaberne er som sagt fremragende og passagerkomforten i top. På flere områder er Ducati ST2, der blev introduceret i 1997, ikke på højde med f.eks. Aprilias nye RST 1000 Futura. Men dens charme er ubetalelig, finishen er tæt på BMW-standard, og med denne karisma i bagagen venter der sandsynligvis også en høj gensalgsværdi forude.