Småt, men fint. Sådan er opskriften på Audi A1, der er en bil efter præcis samme opskrift som Mini: Den er ikke ret stor, men den kan opgraderes med næsten uanede mængder af udstyr, og derfor kan den også blive temmelig dyr. Den recept har Mini haft stor succes med, og derfor er det oplagt for Audi at kopiere konceptet. Audi A1 er resultatet af et stykke gennemtænkt genbrug. VW Polo fra samme koncern leverer meget af teknikken, men Audi har sat sit præg på bilen med eget design og en lækker kvalitet i kabinen, som er en tand finere end i VW Polo. Forskellige steder er genbruget ikke til at skjule, f.eks. instrumenterne og drejeknapperne til varme og ventilation. Det gør dog ikke spor – det hele er lige til at gå til, og vi noterer med glæde, at vi har at gøre med knapper, der skal drejes på. Audi ynder ellers at lade al betjening foregå via forskellige menuer, som det kan være svært at blive fortrolig med. Alt det nødvendige udstyr følger med som standard, men det er ingen sag at bruge 100.000 kroner på diverse dimser og pyntegrej. Det er ikke nødvendigvis noget, der forbedrer bilens egenskaber, men den kan da komme til at se smartere ud. Kun som tredørs Mange ville måske gerne betale ekstra for at få Audi A1 som femdørs, men indtil videre må man nøjes med den tredørs version. Dermed er det lidt af en egoistbil til to personer. Bagsædet er stort set uanvendeligt, især på grund af den besværlige adgang gennem fordørene. Udsynet fra førersædet i alle retninger er upåklageligt – en god egenskab for en bybil. Vel på plads bag rattet kan man glæde sig over de fortrinlige forsæder i Ambition-modellen, som er 17.000 kroner dyrere end grundmodellen, der hedder Attraction. Det er velformede sportssæder – de er meget faste i polstringen, og ryglænet holder godt fast på fører og passager ved kvik kurvekørsel. Ambition-udstyret omfatter også en særlig hård affjedring, som giver en ret ringe komfort. På ujævn asfalt slår hullerne hårdt igennem, og man oplever ofte en ubehagelig, hoppende kørsel. Testbilen kørte endda på vinterdæk på beskedne 15-tommers fælge. Hvordan bilen opleves på de normale dæk i den ret ekstreme dimension 215/45 på 16-tommers fælge, kan vi kun gisne om, men vi gætter på, at komforten er endnu ringere. Og trods alle anstrengelserne styrer Audi A1 ikke helt så knivskarpt som hovedrivalen Mini. Rystende stop-start-system Motoren er derimod en perle, i hvert fald når den hedder 1,4 TFSI. T’et står for turbo, og derfor yder den ret lille motor 122 hk. Det giver et overlegent kraftoverskud, som udnyttes helt optimalt gennem det syvtrins automatgear med dobbeltkobling. Den skifter meget hurtigt op i de høje gear, hvis man kører med let speederfod – 6. gear er i gang allerede ved 60 km/t., og gearkassen skifter lynhurtigt ned, når der er brug for det. Merprisen for automatgearet er 29.000 kroner. Audi oplyser et forbrugstal på 18,9 km/l – vi opnåede cirka 16 km/l ved kørsel i hårdt vintervejr. Stop-start-systemet, der kan slukke for motoren, når man holder og venter ved rødt lys, virker, når temperaturen ligger på 0 grader eller derover – desværre starter motoren med et mærkbart ryk. Det burde Audi kunne gøre bedre. Audi A1 kan være et fint valg for de bilister, der har lyst og råd til at køre i noget, de kan sætte deres personlige præg på. Testbilen havde så meget ekstraudstyr, at prisen havnede på 390.000 kroner, og det er bilen ikke værd. Vi gætter på, at de fleste fint kan leve med den mindste motor, en veloplagt 1,2-liters benzinturbo med 86 hk, og hvis man også kan finde ud af at skifte gear på normal vis, er prisen nede på 222.000 kroner. Så hænger prisen på bilen og det, den tilbyder, bedre sammen.