Selv i vindstille er det blæsevejr i Mini Cooper S Roadster. Det er en åben bil af den gamle skole, hvor man godt må mærke, at det blæser. Bilen har en ret lille forrude, som ikke gør noget forsøg på at skærme passagererne fuldstændig af mod elementernes rasen, når taget er nede. Når større biler fra Mercedes, Audi eller Volvo forvandles til en åben cabriolet, sidder fører og passagerer ofte så godt beskyttet mod fartvinden, at de næsten kan blive usikre på, om de overhovedet har åbnet taget. Den tvivl opstår aldrig i Mini Roadster, hvor fartvinden ved motorvejsfart kan uddele nogle gevaldige lussinger.
LÆS ARTIKEL Godmodig familiebil giver den gas som veloplagt gaderacer
Men det passer meget godt til en Mini. Det er en bil, der giver en kontant køreoplevelse: Styretøjet reagerer lynhurtigt, affjedringen ret stivbenet, koblingen er hård og lidt svær at dosere, indtil man vænner sig til den, gearskiftet siger ’klik-klak’, og så har man fundet det næste gear.
Testbilen var udstyret med en særlig vinddæmper i form af et lille net, der sættes på plads mellem nakkestøtterne. Det ser lidt primitivt ud, men dæmper vinden fint og må derfor siges at være prisen på cirka 4.000 kroner værd. Nettet forvandler nemlig orkanen i kabinen til en stille brise, og det kan betyde, at man også kan holde ud at køre med taget nede ved ret lave temperaturer. Vi kørte en aftentur med åbent tag i 8-10 graders varme – det føltes for koldt, når det lille net ikke var sat på. Med vindbeskytteren på plads var det en langt mere behagelig oplevelse. Let at åbne kalechen Forvandlingen fra lukket til åben bil går let. Det sker ved, at man løsner et håndtag over forruderammen, tager fat i kalechen og skubber den bagud. Den falder selv ned i et hul bag forsæderne, og når man hører et lille klik, er operationen overstået. Der skal ikke fumles med en presenning – kalechens egen overflade sørger for en nydelig afdækning.






























