De rige har mange glæder.
De kan f.eks. anskaffe sig en Mercedes-Benz SL 500. Denne kraftfulde cabriolet med plads til to er en fest at have med at gøre – både under kørslen og når den holder stille og tiltrækker dynger af opmærksomhed fra både børn, unge og ældre. »Woooow!«, »Fed bil dér!«, og »Det kalder jeg vogntøj«, lyder nogle af de mange kommentarer, der regner ned over køretøjet. Ofte fulgt af mere specifikke spørgsmål om pris, motorstørrelse og køreegenskaber. Her følger nogle af svarene: To en halv million koster grundudgaven af bilen, men en anselig mængde ekstraudstyr får prisen for den testede version til at cruise op mod 3 millioner. En halv million får hurtigt ben at gå på med bl.a. en sportspakke til 150.000 kr., et lædermøblement til 80.000 kr., et glastag med farveskifte til 65.000 kr. og en nøglefri dørlås til 40.000 kr. Så er det næsten rørende ’kun’ at skulle betale 5.000 ekstra kroner for det lille analoge ur på midterkonsollen ...






























