Små biler er det helt store, når det gælder bilsalget i Danmark. De tre nærmest identiske biler Toyota Aygo, Peugeot 107 og Citroën C1 ligger alle på top 10 over salget af nye biler i år. Det samme gør konkurrenterne VW Up og Chevrolet Spark. De første miniputter fra Citroën trillede ud i trafikken herhjemme i begyndelsen af 2006. For nylig har C1 ligesom Aygo og Peugeot 107 været igennem en yderst nænsom ansigtsløftning, som især har ændret fronten med nye lygter og kofanger. Støjdæmpningen har også fået lidt ekstra. Det ændrer dog ikke på, at den trecylindrede motor stadig er overordentlig hørbar, når man gasser op.
LÆS ARTIKEL Ny Opel er en stor bil med et lille hjerte
Til gengæld får man et herligt afsæt:
»Den stejler jo nærmest – man bliver presset helt tilbage i sædet«, lyder det anerkendende fra de halvstore sønner, første gang vi kører af sted.
Motorstøjen er heldigvis et overstået kapitel, så snart bilen er oppe i fart. Her er det kun underlagets beskaffenhed, der afgør, om der skal tales ekstra højt i kabinen.
Motoren på 1,0 liter og 68 hk er vaks og arbejdsom – faktisk gør man klogt i at ofre den store, runde fartmåler foran rattet et blik nu og da, for maskineriet virker på ingen måde presset af selv ganske høj fart. Ved stigninger mister den dog lidt af pusten.
Desværre skæmmes køreoplevelsen af et mokket og upræcist gear, som kan være svært at få i rette hak. Let at betjene Den lille bil virker større, når man sidder bag rattet, end når man betragter den udefra. Men den er lille på den gode måde, når man skal manøvrere rundt og vende og dreje på parkeringspladser og i tætpakkede stræder. En anden fordel er, at det kun tager få sekunder for airconditionanlægget at svale hele kabinen af eller banke op for varmen.






























